NYHEDER
08-02-2010 
Åbent hus i Herning 

Alexandras nye afdeling åbnet med workshops og reception.

Åbning af Alexandra Instituttes afdeling i Herning 

Der skulle ikke bare festes. Der skulle også arbejdes, da Alexandra Instituttets afdeling i Herning officielt blev åbnet torsdag 4. februar i Birk.

Knap 65 deltagere havde sagt ja tak til invitationen, der ud over reception med lidt godt til ganen bød på fire faglige workshops.

”Internet of Things”, ”Kontekst-sensitiv teknologi”, ”Masser af data” og ”Forretningsudvikling” var de fire temaer, som Alexandra havde valgt at fokusere på. Formålet med de fire workshops var at præsentere nogle af de kompetencer Alexandra Instituttet kan tilbyde. Samtidig var de fire emner valgt på grund af deres relevans for midtjysk erhvervsliv.

Det endte med at blive en intens og festlig formiddag med masser af faglig diskussion og udveksling. Blandt gæsterne var der bred enighed om at der er basis for godt samarbejde – samtidig med bevidstheden om at samarbejde mellem videninstitutioner og erhvervsliv er udfordrende for begge parter.

Projekt: Tagtower

Med Alexandras etablering i Herning er der nu den kortest tænkelige vej mellem det midtjyske erhvervsliv og Alexandra Instituttet. Og Stig Andreassen, Alexandras mand i Herning, understregede i sin velkomst, at han vil arbejde hårdt på at gøre Alexandra Instituttet til en fuldt integreret del af regionens erhvervs- og innovationsmiljø.

At denne torsdag i februar var en god start på et spændende samarbejde kunne blandt andet høres på en af kommentarerne under receptionen, nemlig at Alexandras fire workshops var ”overraskende virksomhedsrettede”.

Blandt talerne til den officielle åbning var blandt andre Hernings viceborgmester Kent Falkenvig. Han bød Alexandra Instituttet velkommen og gav udtryk for, at den nye afdeling er en gave for området, som han håber, at mange vil få øjnene op for, så der i fællesskab kan blive skabt synergi til alles fordel.

Alexandras direktør Ole Lehrmann Madsen takkede for den varme velkomst og sagde blandt andet: 

- Vi er på Alexandra Instituttet overbevist om, at det er meget væsentligt at være til stede for at skabe kontakt med virksomhederne i Midt- og Vestjylland og AU-HIH, og vi ser frem til at styrke disse relationer. Vi tror, at det er vigtigt at få skabt noget kritisk masse, og det er området her netop et godt eksempel på.

Ønsker du at se billeder fra åbningen eller se de slidepræsentationer der blev gennemgået, så klik på relaterede links ude til højre.

RELATEREDE LINKS
Modtag Alexandras nyhedsbrev
Bliv medlem
Send din ide
Følg os på Facebook

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 ÅRHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk