NYHEDER
NEWS
23-10-2008 
Produktudvikling sammen med kunderne 
Grundlæggeren af japanske Elephant Design besøger Alexandra Instituttet 6. november. Det er en unik chance for små og mellemstore danske virksomheder til at få viden om, hvordan man bruger internettet til dialog med slutbrugerne om udvikling af nye produkter.
 
Vi kender det alle: Hjemme ved spisebordet får vi en rigtig god ide, som vi stensikkert bliver rige på - hvis bare vi får den sat i produktion. Det gør vi som regel aldrig - men det gør de i Japan. For i 1997 besluttede den japanske regering at støtte projektet Elephant Design, som ville afprøve internettets muligheder for at få kunder og produktudviklere til at arbejde sammen med mindre produktionsvirksomheder, som ikke havde tradition for at samarbejde med designere. Projektet viste sig at være en rigtig god ide - i dag deltager mere end 20.000 brugere, 6000 produktudviklere og over 400 producenter i Elephant Design.

Fokus i Elephant Design var og er kundernes udækkede behov. Slutbrugeren kan komme med oplæg til nye produkter eller koncepter, som de ikke kan finde på markedet. Internettet bruges dermed som en platform for produktudvikling, hvor ideerne arbejdes igennem af designere og ingeniører, hvorefter producenterne byder ind med prisoverslag, minimum-bestillinger og alt hvad der ellers skal til for at realisere den gode ide. Nye og spændende produkter, som kunderne ikke får dækket lige nu, ideudvikles på denne måde på www.elephant-design.com/en.

Udover dialog mellem slutbrugere og fagpersoner giver denne måde at arbejde på virksomhederne mulighed for at følge, hvor mange der reelt er interesserede i ideen. Når et passende antal brugere har sagt, de er interesseret i produktet, ved man, om det er værd at sætte i produktion - eller om ideen skulle være blevet hjemme ved spisebordet.

Elephant Designs grundlægger til seminar i Danmark
Torsdag den 6. november deler grundlægger og direktør for Elephant Design, Kohei Nishiyama, ud af den gode ide ved et eftermiddags-seminar på Alexandra Instituttet i Århus. Det er oplagt for små og mellemstore virksomheder at udnytte denne chance for inspiration til at inddrage brugerne i udvikling af nye produkter. Stud. ph.d. ved Handelshøjskolen i Århus, Hirendra Vikram, fortæller desuden om open source innovation og sine erfaringer fra online user communities. Efter oplæggene skal det diskuteres, hvordan vi kan bruge de japanske erfaringer i Danmark, og hvilke muligheder online user communities giver for danske virksomheder.
Oplæg og den efterfølgende diskussion foregår på engelsk.

Seminaret er åbent for alle. Man tilmelder sig på www.nfbi.dk.

Læs om Elephant Design på www.elephant-design.com/en.

Kohei Nishiyama besøger Danmark i forbindelse med et forskningsprojekt om brugerdreven innovation, som 12 virksomheder fra mode- og livsstilsbranchen arbejder med. Her skal han deltage i en konference i Herning, som kun er åben for de 12 deltagende virksomheder. Læs mere om projektet - Userdriven Lifestyle Development - på www.uld.nu. Desuden har Kohei Nishiyama netop lavet et samarbejde med LEGO.

Seminaret arrangeres af Udviklingscenter for Møbler og Træ og NFBi-netværket. Det er åbent for alle. Pris kr. 250,- pr. person. (medlemmer af NFBi har gratis adgang).


ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk