NYHEDER
NEWS
04-02-2010 
Velfærdsteknologi skal give livskvalitet hos ældre 
Et nyskabende partnerskab kombinerer oplevelser, leg, træning og socialt samvær hos ældre i Hovedstadsområdet. Det skal holde de ældres hjerner i form og på den måde gøre dem bedre til at løse problemer i hverdagen. Det kan være at huske indkøbslister, eller at de selv står for at måle deres blodtryk.
 

Alexandra Instituttet går forrest som leder af et nyt partnerskab, der skal udarbejde fremtidens velfærdsteknologi. I fremtiden bliver der flere ældre og færre til at tage sig af dem, og det er den problemstilling partnerskabet skal finde innovative løsninger på. Første skridt er et fysisk mødested for de ældre kombineret med digitale løsninger, der sikrer, at de nye tanker når helt ud i de ældres hjem. Alexandra er projektleder på denne del af partnerskabet.

- Et fysisk mødested kan for eksempel være et fitnesscenter, hvor de ældre kan træne. Dette kombineres med webcam, så ældre derhjemme også kan følge træningen. På den måde kombinerer vi fysisk og mental træning med socialt samvær, forklarer afdelingsleder hos Alexandra Peter Carstensen.

Partnerskabet med navnet ”LEV VEL, innovation til ældre” består af virksomheder, sygehuse, universiteter, kommuner og patientforeninger og ledes af Innovation Center Copenhagen og Alexandra Instituttet.

Ud over et fast mødested for de ældre er det også planlagt, at de ældre skal have digitale medicinkort, så de selv kan holde styr på deres medicinering samt redskaber til selvmonitorering, der for eksempel gør det muligt for den ældre selv at holde øje med blodtrykket.

- Der er et kæmpe potentiale i at udvikle offentlige servicetilbud eller teknologiske løsninger, der gør det muligt for velfungerende ældre at klare sig selv længere i en mere aktiv tilværelse med større medbestemmelse og bedre livskvalitet. Når vi om 30-40 år har omkring 400.000 flere ældre end i dag, så er det måske den måde, vi kan undgå, at de offentlige serviceydelser løber løbsk, siger projektleder fra Innovation Center Copenhagen Nana Scheibel.

Partnerskabet har netop fået bevilget 22,5 mio. kroner af Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet.

- Jeg håber, at denne saltvandsindsprøjtning til det nye partnerskab vil give mange ældre en langt større livskvalitet, når de for eksempel kan slippe for hospitalsbesøg og kan blive længere i eget hjem. Samtidig er vi med til at styrke et offentligt/privat samarbejde, der vil give øget innovation og vækst inden for et nyt område som velfærdsteknologi. Et område, der for alvor er på vej frem i Danmark, og som også har store muligheder internationalt, siger videnskabsminister Helge Sander.

Fakta
Partnerskabet består af over 100 parter, heriblandt mange virksomheder, centre/afdelinger på syv danske og syv udenlandske videninstitutioner, patientforeninger samt en række kommuner og hospitaler.

Partnerskabet skal udvikle innovative løsninger, der gør det muligt for selvhjulpne ældre at fastholde deres ønskede hverdag og funktionsevne.

Innovation Center Copenhagen og Alexandra Instituttet leder partnerskabet.

Peter Carstensen
KONTAKT
Afdelingsleder
 
M+45 40 22 82 10
Epeter.carstensen@alexandra.dk

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk