Siden åbningen den 31. oktober sidste år har den store klimaudstilling RETHINK kunnet opleves på Statens Museum for Kunst, Kunsthallen Nikolaj og Den Frie Udstillingsbygning i København samt Moesgård Museum i Århus, men det nyskabende projekt rykker snart videre – og det med masser af roser i bagagen:
- Museerne selv har været meget begejstrede for udstillingerne, og vi har helt uopfordret fået forespørgsler fra andre museer, der er meget interesserede i at få kunstværkerne udstillet, forklarer Iben Mosbæk Hofstede, der er projektkoordinator på den kommende RETHINK-turné. Og værkerne er allerede nu stort set booket to år frem i tiden.
Blandt roserne findes også Politikens anmeldelse af RETHINK, der resulterede i 6 ud af 6 hjerter til udstillingen, lige som Nordisk Kulturfond har udnævnt udstillingen til "Årets Nordiske udstilling 2009-2010". De mange flotte karakterer og ord blev fulgt op af markante stigninger i besøgstallene på museerne og det givet den nye dreng i klassen, Alexandra Instituttet, der var en af kuratorerne, blod på tanden:
- Hele ideen med RETHINK har været at udstille værker som forholder sig til aktuelle tematikker gennem bl.a. nye medier og den seneste forskning. Det er ikke sikkert, man vil se en klimaudstilling fra Alexandra Instituttet igen. Men det har været utroligt spændende, og i fremtiden kommer der helt nye, aktuelle emner op, som vi så vil se, om vi kan lave en udstilling på baggrund af, forudser Iben Mosbæk Hofstede.
RETHINK-udstillingen har fordelt sig på fire udstillingsinstitutioner og er en samling af kunstværker, der kommenterer klimaet og den måde mennesket og klimaet i dag og i fremtiden influerer hinanden. Alexandra Instituttet, der til daglig arbejder med anvendelsesorienteret it-forskning, har fungeret som kurator for flere af de it-baserede værker i udstillingen, været co-producer og projektleder på hele RETHINK. Fælles for de kunstnere som Alexandra Instituttet har været kurator for, er, at de bruger it i deres værker. Dette har suppleret instituttets viden og erfaring og har resulteret i en unik og oplevelsesrig nyskabende udstillingsform.
- Det er jo dejligt at kunne udfordre de besøgende, men også at blive udfordret som kurator på, hvordan man kan gøre tingene. Vi har haft et godt samarbejde med såvel kunstnerne som udstillingsstederne og har dannet et godt netværk, både i Norden og resten af verden, som jeg er sikker på at vi kan lære meget af i fremtiden, fortæller Iben Mosbæk Hofstede.
Under udstillingerne er værktøjet InfoGalleri, som Alexandra Instituttet oprindeligt har udviklet til biblioteker og butikker, også blevet brugt til at videregive information om kunstnerne og værkerne og inddrage de besøgende endnu mere i oplevelsen.