23-04-2010
Nyt projekt om it-infrastruktur
Pervasive Healthcare, Alexandra Instituttet, leder et nystartet projekt om it-infrastruktur. Projektet ”Connect2Care” skal beskrive grundlaget for en åben teknisk infrastruktur, der skal understøtte telemedicinske løsninger.
Tanken er, at der udenom de mange forskellige løsninger skal være etableret en fælles infrastruktur, der kan håndtere f.eks. opkobling, identifikation, skift mellem netværk og lignende. Formålet med projektet er at sikre velfærdsteknologier, der er tænkt ind i en større og fremtidig sammenhæng.
Til kamp mod ad hoc proprietære løsninger
Projektets deltagere skal udarbejde en teknisk rapport som guide til en fælles it-infrastruktur for telemedicinske it-løsninger. Mere præcist kan Alexandra Instituttets forsknings- og innovationsspecialist Jesper Wolff Olsen endnu ikke udtale, hvad projektet finder frem til de næste 4 år.
Projektet er netop blevet bevilget, og første generalforsamling bliver afholdt den 22. april, og første visionsseminar afholdes 20. maj. Det han kan tale meget - og længe om - er nødvendigheden for og ideerne bag en fælles infrastruktur:
- Projektet skal ændre på, at telemedicinske løsninger, som situationen er nu, udvikler egne proprietære ad hoc-løsninger til infrastruktur. Vi skal gennem projektet skabe erfaringer, der kan beskrive grundlag for en åben teknisk infrastruktur for at udvikle skalerbare IKT-baserede social- og sundhedsservices. En infrastruktur, der er en udbygning af og supplement til eksisterende infrastruktur og standarder – eksempelvis Den Nationale ServicePlatform og Sundhedsdatanettet (red. henholdvis en platform, hvorpå lokale applikationer kobles sammen med nationale services og register og en standard for et kommunikationsbehov via én og samme netværksforbindelse), understreger Jesper Wolff Olsen.
Han er projektleder på Connect2Care, og han skal inden længe forsvare sin ph.d.-afhandling inden for softwarearkitekturer og slutbrugerforståelighed for pervasive computing-teknologier.
Til støtte for fremtidens velfærdsteknologi
Projektets arbejde omkring en fælles infrastruktur skal med tiden skabe et nyt marked for telemedicinske løsninger, der ofte bliver udviklet af små eller mellemstore virksomheder. Kendetegnet ved firmaerne er, at de er meget kompetente til at udvikle eksempelvis telemedicinske løsninger såsom blodtryksmåling, alarmer og lignende. Derfor er det det, de skal fokusere på.
- Med en gennemtænkt fælles og åben infrastruktur vil virksomhederne kunne koble deres teknologi på et allerede eksisterende netværk eller system, der kører i hjemmet og sikre forbindelse i form af datatransfer til rette sted – lad det være hospital, callcenter, alarmcentre, nationale databaser, praktiserende læger, apoteker og lignende. En sådan løsning kan skabe et nyt marked for telemedicin, fordi løsningerne straks kan anvende eksisterende infrastruktur mellem hjem og det sted, hvortil data skal flyttes, understreger Jesper Wolff Olsen.
Det langsigtede mål for arbejdet er en national infrastruktur baseret på en samling åbne tekniske anbefalinger og standarder. De tværgående infrastrukturelle løsninger kan blive udviklet på baggrund af projektets anbefalinger og standarder. Løsningerne kan blive stillet til rådighed for de enkelte telemedicinske projekter og dermed dramatisk reducere såvel kompleksitet som udviklingsomkostninger for de enkelte produkter.
En del af UNIK konsortiet
Projektarbejdet sker i regi af det nyoprettede UNIK konsortium, der netop har modtaget en grundbevilling på 22,5 mio. af Rådet for Teknologi og Innovation. UNIK er et nyt partnerskab mellem forskningsinstitutter, offentlige institutioner og private aktører, som i fællesskab skal udvikle velfærdsteknologi til de fire store kronikergrupper: KOL (rygerlunger), hjerte-kar, muskel-skelet og diabetes over de næste 4 år.
UNIK konsortiet består af 4 spydspidsprojekter, der udvikler prototyper af velfærdteknologiske løsninger til hver af de 4 kronikergrupper. Udvikling af prototyperne i de 4 spydspidsprojekter sker i samarbejde med 3 tværgående aktiviteter, der fokuserer på 1) en fælles infrastruktur, 2) brugerdrevet innovation og 3) en fælles kronikerjournal.
Hovedaktører i projektet
Aarhus Universitet (Datalogisk Institut), Ingeniørhøjskolen i Århus, Syddansk Universitet, Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet, Københavns Universitet (Center for IT Innovation), Digital Sundhed, MedCom og Alexandra Instituttet A/S (Pervasive Healthcare).
Desuden deltager en række virksomheder samt hospitaler og kommuner, og andre igen har udtrykt interesse for at deltage i projektet.