Projektet The Energy Aware House var en del af klimaudstillingen, Bright Green, i Forum under COP15 topmødet i december. Udstillingen havde blandt andet besøg af videnskabsminister Helge Sander, der naturligvis også gik rundt på udstillingen for at se de klimavenlige initiativer fra virksomheder og forskere. Da han nåede til The Energy Aware House, blev han dog mere end almindeligt overrasket. Ved udstillingen blev der blandt andet præsenteret en it-løsning, som tilpasser indendørs belysning til det lys, der kommer ind gennem vinduerne og dermed reducerer strømforbruget.
Aftenen inden havde ministeriet ved den årlige ministerielle julefrokost haft en konkurrence, hvor medarbejderne skulle komme med bud på energiløsninger, der endnu ikke havde set dagens lys. Det vindende forslag mindede til forveksling om det, som ministeren nu stod foran, sammen med Alexandra Instituttets leder Ole Lehrmann Madsen:
- Det var Helge Sander selv, der havde præsenteret vinderideen ved julefrokosten, og vores medarbejder Claus Møller var så hurtig til at foreslå ham, at så skulle de da have det rør ind i ministeriet. Pludselig blev det til alle fire rør og så gik der ikke mange timer, før vi var i gang med at finde ud af, hvordan vi skulle arrangere det. Det hele gik meget hurtigt.
En kvik bemærkning fik altså hurtigt ben at gå på, og få dage senere kunne medarbejderne i ministeriet så se, hvordan virkeligheden havde overhalet deres fantasi.

Fremvisning: Alexandra Instituttets Peter Andersen, fortæller videnskabsminister Helge Sander om de fire store rør, som danner The Energy Aware House-udstillingen.
En af landet største bygherrer
Den 12. januar blev cirka 80 gæster så budt velkommen af en veloplagt Helge Sander, der blandt andet noterede sig det kuriosum, at det samlede antal kvadratmeter som hører under ministeriet, svarer til hele Herning Kommune, der er ministerens hjemkommune.
Siden fortalte vicedirektør Connie Barfod om, hvordan Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling påtænker at sætte fokus på grønne løsninger, når der bygges nyt på eksempelvis landets universiteter. Som en af landets største bygherrer vil den præcedens, som ministeriet lægger i deres byggerier, kunne have stor indflydelse på både kommende store byggerier og energiforbruget på landets universiteter.
Claus Ravn fra Københavns Universitet (KU) kunne som efterfølgende oplægsholder fortælle, hvordan ministeriets tanker og strategier allerede i dag, er ved at blive implementeret i de byggeprojekter, som er planlagt frem til 2013. I denne kommende periode påtænker KU at bruge omkring fem milliarder kroner på nybyggeri og renovering, penge som i høj grad også vil blive brugt på energirigtige løsninger, som blandt andet dem, der bliver præsenteret i The Energy Aware House.
Unikt samarbejde
The Energy Aware House er blevet til virkelighed i regi af innovationsnetværket erhvervssamarbejdet, Infinit, hvor Interessegruppen for Intelligente Bygninger har skabt kontakt mellem virksomheder og forskere, der alle har haft interesse i at skabe klimavenlige løsninger til hjemmet. Dette samarbejde er blevet en realitet på trods af, at nogle af virksomhederne er konkurrerende, og The Energy Aware House er oven i købet blevet til på opfordring af virksomhederne, som selv så perspektiver i Infinit-samarbejdet.
- Vi er meget stolte af, at dette projekt er kommet op at køre, og så endda på tværs af mange skel, det er lige dét, der er ideen med vores netværk. Det er jo dejligt, at det endda var virksomhederne selv, der tog initiativ til udstillingen. Så har vi jo virkelig åbnet deres øjne for vigtigheden ved at dele viden og ideer, forklarer Rikke Koch, der er innovationskonsulent i Infinit.

Damage control: Den bestilte model til klimakjolen sad fast i den københavnske trafik og derfor måtte Alexandra Instituttets egen Rikke Koch trække i den blinkende kjolen, hvilket dog ikke ødelagde glæden hos gæsterne.
Ufrivillig model
Det mest iøjnefaldende ved selve udstillingen var de fire enorme rør, som de besøgende kunne gå ind i. Inde i disse blev teknologier fra flere virksomheder præsenteret som mulige tiltag i jagten på en grønnere levevis i de danske hjem. Teknologierne blev denne dag også præsenteret kort af virksomhedernes repræsentanter, der efterfølgende stod til rådighed for de mange interesserede tilhørere, da udstillingen efter oplægsholderne blev åbnet.
Generelt viste dagen sig som en succes og efter oplæggene blev flere gæster hængende længe for at lære mere om de grønne løsninger, som i fremtiden måske vil finde vej til mange danske hjem. Og direktør Ole Lehrmann Madsen ser samtidig perspektiver i, at Helge Sander personligt har vist så stor interesse for projektet:
- Det betyder jo utroligt meget for Alexandra Instituttet, som får god PR på sådan et projekt og så giver det jo en enorm motivation til de medarbejdere, der ser, at netop deres arbejde bliver værdsat af ministeren helt personligt. På samme måde er det også gavnligt for alle vores partnere i projektet, som også var til stede i dag. Alt i alt var dagens arrangement en succes, slutter Ole Lehrmann Madsen.
Fakta
The Energy Aware House er finansieret af Softwarekorridoren og er et samarbejde mellem
Alexandra Instituttet, Infinit, CISS, CSI, Elsparefonden, Z-Wave Alliance, Develco Products, Seluxit, Servodan, Brunata, Indesit, H. Jespersen & søn, GEO, Electronic Housekeeper og Kamstrup.
Efter udstillingen i ministeriet bevæger rørene sig til Aalborg; der er også interesse for udstillingen fra Sønderborg.