NYHEDER
NEWS
14-09-2010 
Niche-applikation med international efterspørgsel 

Ca. 700 gange har brugere fra hele verden downloadet MediaKiosk. Applikationen, der startede som et målrettet produkt til to samarbejdspartnere, har således nået en bredere, international brugerskare.

 

Hvem skulle have troet, at der ville være rift om en applikation, der strengt taget begrænser brugerens muligheder mere, end den udvider dem? Det skulle Alexandra Instituttets Center for Interactive Spaces. Her har man udviklet applikationen MediaKiosk til iPhone og iPad.

MediaKiosk er et stykke software, der gør det muligt at se video- og lydpodcasts samt udvalgte hjemmesider på en iPhone, iPod Touch eller iPad. Applikationen sætter enheden i et såkaldt ’kiosk mode’ – altså en tilstand, der forhindrer brugeren i at tilgå andet end dét indhold, der på forhånd er udvalgt. Derfor er MediaKiosk særdeles velegnet til brug på udstillinger eller messer, hvor man vil undgå, at de besøgende har adgang til enhedens styresystem.

Derudover er applikationen meget let at betjene for indholdets ’afsender’. Har man flere enheder, der skal opdateres, foregår det centralt. Ændringer i indholdet kan udføres på en vilkårlig enhed, hvorefter de eksporteres som xml-fil og uploades på en server. Her kan filen kan hentes ned på de enheder, der skal opdateres, og således er de alle synkroniseret.

MediaKiosk nu også til iPad
Planen var egentlig ikke at lave en bred applikation, da MediaKiosks udvikler Kaspar Rosengreen Nielsen i juni 2009 på bestilling udviklede software til en udstilling. Forespørgslen lød dengang netop på en player, der kunne gøre en række podcasts tilgængelige for udstillingens besøgende. Resultatet blev så vellykket, brugbart og enkelt, at Interactive Spaces besluttede at arbejde videre på applikationen, der nu også fik tilføjet muligheden for at integrere sites i sin visning.

I februar i år blev MediaKiosk godtaget til Apples App Store, og i slutningen af august blev den seneste version lanceret, som nu også er versioneret til iPad. Og det er ifølge Kaspar Rosengreen en gunstig udvikling:

 - Applikationen er simpelthen mere velegnet til at køre på iPads. Her har du en meget større skærm, der gør det nemmere at navigere og interfacet og indholdet kommer rigtigt til sin ret. Vi kan da også se, at der har været en stor stigning i downloads, efter at MediaKiosk er tilpaset iPad’en.

Læs mere om MediaKiosk og dens funktioner og se screenshots her

Kaspar Rosengreen Nielsen
KONTAKT
Forsknings- og innovationsspecialist
 
M+45 61 79 05 81
Ekaspar.rosengreen@alexandra.dk
Hopper bygningen, 1. etage lokale 118

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk