NYHEDER
NEWS
19-03-2010 
Øresimulator tog amerikansk konference med storm 

Softwareudvikler Peter Trier og hans ørekirurgiske simulator var en af de mest populære præsentationer på verdens største konference for ørekirurgi i Anaheim, Californien, afholdt i starten af februar.

 

- Vi fik mange positive tilkendegivelser efter præsentationen, fortæller Peter Trier.
- Og vi har fået mange gode kontakter med hjem fra konferencen.
ARO MidWinter Meeting samler 1000 ørekirurger og forskere fra hele USA, heriblandt nogle af verdens førende eksperter på området.

Skarp konkurrence
Forkortelsen ARO står for ”Association for Research in Otolaryngology”, og forskere fra hele verden konkurrerer skarpt om at få lov til at publicere en artikel til konferencen eller få optaget en poster, der præsenterer et forskningsprojekt. Og det siger noget om konferencens størrelse og status, at den præsenterede ikke mindre end 1000 posters.

Men VisEarSim, den ørekirurgiske simulator udviklet i et samarbejde mellem Mads Sølvsten Sørensen, overlæge på Rigshospitalets øre-næse-hals afdeling, og Alexandra Instituttet, behøvede ikke bekymre sig om den skrappe udvælgelse. Den var nemlig særligt udvalgt af arrangørerne til en udvidet præsentation på 45 minutter. Ca. 400 konferencedeltagere fyldte auditoriet for at følge demonstrationen af VisEarSim. De var for øvrigt iført blå-røde ”Avatar-briller” for at få det fylde udbytte af VisEarSims 3D-teknologi.

Ekstra meget trafik
- Efter konferencen har vi kunnet spore ekstra meget trafik på VisEarSims hjemmeside, hvor der er mulighed for at downloade simulatoren, fortæller Peter Trier.
- Vi har også fået kontakt til de absolut førende ørekirurgiske sygehusafdelinger i USA. Og vi skal samarbejde med et tilsvarende forskningsprojekt i regi af Ohio State Supercomputers.  
Den positive modtagelse er helt uvurderlig for VisEarSim, der nu er i gang med at rejse fondsmidler til en videreudvikling af projektet.

VisEarSim fase 2
- Vi har gode internationale kontakter og referencer, der underbygger behovet og interessen for at vi fortsætter med at forfine VisEarSim, mener Peter Trier.
- I næste fase vil vi fokusere på en række konkrete ørekirurgiske indgreb og udvikle systemet så det understøtter disse indgreb. Brugeren skal kunne øve sig på en endnu mere realistisk simulation og samtidig skal systemet kunne validere indgrebet, dvs. automatisk bedømme indgrebets kvalitet.

Se ARO MidWinter Meetings hjemmeside

Læs mere om VisEarSim

 

KONTAKT
Forsknings- og innovationsspecialist
 
M+45 28 74 54 46
Epeter.trier@alexandra.dk
RELATEREDE LINKS

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk