NYHEDER
NEWS
07-06-2010 
En Alexandra-vinkel på SmartSantander 
Den spanske by Santander nær Bilbao ligner på mange måder Århus: cirka samme befolkningstal, havneby, godt universitet, ungt miljø og kulturel mangfoldighed.
 
Dette fællesskab er en del af baggrunden for at Alexandra Instituttet nu deltager i det store EU-forskningsprojekt SmartSantander. Projektet skal bidrage til udviklingen af Fremtidens Internet, både på teknisk niveau og fokuseret på konkrete anvendelser. Alexandra skal især bidrage på anvendelses-siden.

Unikt eksperimentarium
SmartSantander bliver et på verdensplan unikt eksperimentarium for applikationer og services i fremtidens “smart city”. SmartSantander-infrastrukturen består bl.a. af 12.000 sensorer placeret rundt omkring i Santander, plus yderligere 8.000 sensorer placeret i Århus, Beograd, Lübeck og Guildford. Installationen bliver en test-facilitet for flere relaterede EU-projekter, der arbejder inden for domænerne Future Internet og Internet of Things.
- SmartSantander-projektet skal både bygge infrastrukturen og udvikle de applikationer, der skal køre på denne infrastruktur, forklarer forsknings- og innovationsspecialist Mirko Presser fra Alexandra Instituttets indsatsområde Pervasive Healthcare.

High Impact Applications
- Vores rolle bliver at deltage i udviklingen af en række “inner city high impact applications”. Her er de mange lighedspunkter mellem Santander og Århus en stor fordel.
- Projektet starter 1. september, så endnu har vi ikke alle detaljer på plads, men vi diskuterer f.eks. energieffektive koncepter for gadebelysning, løsninger til urban transport og applikationer med fokus på healthcare.
- Disse applikationer og services skal udvikles så de kan tilgås både i Santander og i Århus. Man vil kunne abonnere på dem direkte, og vi udvikler dem så de kan bruges både af borgere og myndigheder. F.eks. vil trafikinformation kunne bruges både af de lokale trafikmyndigheder og af de mennesker der færdes dagligt i trafikken. 

Samarbejde
- Desuden skal Alexandra Instituttet spille en rolle omkring samarbejde mellem erhvervsliv og forskning i projektet. Vi skal bl.a. finde virksomheder, der vil bruge den infrastruktur projektet udvikler i deres egen produktudvikling.
Vil du vide mere om SmartSantander, så er du velkommen til at kontakte Mirko Presser.
KONTAKT
Forsknings- og innovationsspecialist
 
M+45 30 49 09 76
Emirko.presser@alexandra.dk

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk