NYHEDER
NEWS
22-11-2010 
Social in 3D – The Movie 
I farvandet ud for Kaløvig Havn dystede 140 både om sejren i VM i 505-joller. Det hele foregik 30. juli – og naturligvis langt ude på vandet. Netop afstanden mellem bådene og publikum er et stort problem i sejlsport generelt. Sejlsport tiltrækker kun få tilskuere, fordi man simpelthen ikke kan se hvad der foregår. Den udfordring leverede projektet ”Social in 3D” en løsning på.
Foto: www.sailing-aarhus.dk 
Med avanceret video- og trackingteknologi kunne publikum på kajen følge bådene på storskærm. Det hele var samlet i et 3D-miljø, der indeholdt direkte lyd og billeder fra udvalgte både, en grafisk fremstilling af alle bådes præcise placering på vandet og live-kommentarer fra tilknyttede eksperter.

Tilfredse sejlere
Projektet blev en gedigen succes, og både danske og udenlandske officials var begejstrede for Social In 3D teknologien.

‐ Det er stort for os, og noget der er set mange forsøg på at gøre, men dette mediekoncept er det bedste bud, jeg nogensinde har set, siger Peter Hansen, træner for de danske 505‐sejlere og selv tidligere landsholdssejler på olympisk niveau.

‐ Vores idrætsgren er utroligt svær at vise frem. Vi ligger ude på vandet, og det er svært at invitere publikum derud. Den store ide for os er at skabe en interesse hos tilskuerne. Sejlsport kan være kompleks og svær at forstå, men med dette projekt kan vi gøre det forståeligt og ligetil at se sejlsport, mener Peter Hansen.

23 minutters dokumentar
Nu er det hele samlet i en 23 minutters præsentationsfilm . Den præsenterer  projektet i detaljer, både ud fra et sportsligt og et teknisk perspektiv. Se filmen her

Årsagen til at folkene bag Social In 3D har fastholdt projektet på video er blandt andet, at man fremover vil arbejde på at hente tilsvarende sportsbegivenheder til Århus. Det drejer sig især om sportsbegivenheder, der via Social In 3D kan få øget deres publikumsinteresse og underholdningsværdi.

Læs tidligere nyhedsartikel om Social In 3D her.

Besøg projektets website her.

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk