Tirsdag den 19. januar var kreative folk fra både Danmark og det store udland samlet i Filmby Århus til markeringen af starten på Cross Media-satsningen. Receptionen gav et lille indblik i, hvad fremtiden vil bringe, når medierne krydser hinandens baner og smelter mere sammen.
Åbningen af et nyt Cross Media-sekretariat i Filmby Århus og tilflytningen af filmfondssammenslutningen Cine-Regio blev tirsdag den 19. januar markeret ved en reception, der vakte mere interesse end arrangørerne havde turdet håbe på. Det viste sig, da der ikke var sat stole nok frem i det store Studie 2 og der måtte hentes ekstra, hvilket resulterede i et godt pakket filmstudie under præsentationerne og den efterfølgende paneldebat.
- Jeg mener helt klart det var en succes. Man skal jo bare se på antallet af mennesker, der er dukket op, de fleste er selvfølgelig fra Århus og Danmark, men der er også folk fra lande som Norge, Finland, England og Belgien. Det viser også den internationale interesse der er for projektet. Det er et projekt som folk i udlandet kigger efter og er interesserede i at følge i fremtiden, forklarer Kristian Krämer, der er Alexandra Instituttets "agent" i projektet.
Kristian Krämer leder Alexandras interesser i Cross Media og skal hjælpe med at op- og udbygge det netværk af kreative brancher, som skal være med til at skabe vækst i Region Nordjylland og Midtjylland. Og den velbesøgte reception giver håb og grobund for fremtiden, mener Krämer:
- Målet er, at vi vil have forbundet de kreative miljøer, så der bliver skabt kendskab til hinanden på tværs af brancher og geografi, med Viborg, Aalborg og Århus som de primære kraftcentre. Med tiden skal der opstå naturlige samarbejder mellem brancherne og det er klart, at når folk mødes her til receptionen, så er vi allerede godt i gang med at få netværket op at køre.
Cross Media skal favne bredt
Cross Media er endnu ikke et klart defineret begreb, og det er derfor også en af de opgaver som det nye sekretariat tager på sig. Indtil videre er der bred enighed om at Cross Media skal være en sammensmeltning af de store kreative brancher som: filmindustrien, animationsbranchen og computerspilsbranchen, men også teknologiudviklere og kommunikationsbranchen ligger inden for målgruppen. Dette kunne ifølge Kristian Krämer fra Alexandra Instituttet også ses blandt de besøgende til receptionen.
- Der var folk fra alle brancher, selvfølgelig fra film- og spilbrancherne, men der var også musikere, dataloger, reklamefolk og kommunikationsfolk, og endda også personer fra uddannelsesinstitutionerne. Det viser bare, hvor bredt vi kan favne med det her projekt, og at der er rigtig mange der ser samme potentiale i Cross Media, som vi mener der er, fortæller Kristian Krämer.

International paneldiskussion: Michael Gubbins (tv), en af verdens førende Cross Media-eksperter, svarede på spørgsmål fra salen sammen med stifteren af Cine-Regio, belgieren Philippe Reynaert, og direktøren for det svenske Film i Väst, Tomas Eskilsson (th)
Detaljerne kommer senere
Receptionen var en markering af starten på en satsning, og det var som sådan ikke et fokuseret emne man tog fat på i den paneldebat, som var en del af åbningen. Her styrede DRs talkshow-vært Clement Kjersgaard et internationalt panel, der skulle prøve at besvare publikums og Clements spørgsmål om fremtiden for Cross Media. Diskussionen var forholdsvist overordnet og fyldt med gæt fra panelet om hvad fremtiden vil bringe, hvilket også var naturligt.
- Det her arrangement skulle ikke komme med helt færdige svar på, hvad Cross Media kommer til at bringe med sig, det er mere en markering. Det er nu det hårde arbejde går i gang. Og allerede til foråret inviterer vi til et stort kickoff arrangement, hvor vi, i samarbejde med de kreative brancher, skal arbejde meget mere koncentreret mod at udforme nogle konkrete mål og ideer for fremtiden, slutter Kristian Krämer.
Fakta
Cross Media-satsningen er en sammenslutning af Alexandra Instituttet, Filmby Århus, The Animation Workshop i Aalborg og Bretteville Hotspot i Viborg, der i samarbejde med Region Midtjylland og Region Nordjylland skal skabe grobund for et nyt netværk blandt kreative brancher på tværs af medier og kompetencer.