NYHEDER
NEWS
29-04-2010 
Velbesøgt it-inspirationsdag i Sorø 
Formålet med den officielle markering af åbningen af Alexandra Instituttets Sorø-afdeling var at inspirere. Og spurgte man et udpluk af deltagerne, så var den mission lykkedes.
 
Afdelingen i Sorø blev officielt åbnet tisdag den 27. april med en faglig og forrygende dag med afsæt i pervasive computing. Mellem 40 og 50 personer mødte op til arrangementet, der fokuserede på, hvordan it kan udvikle virksomheder.

Konkret samarbejde
En af deltagerne var Mads Aarup, der er civilingeniør og stifter af EnergyWise ApS. Han kan allerede nu se konkrete opgaver, som hans virksomhed kan samarbejde med Alexandra Instituttet om.


Mads Aarup, EnergyWise ApS

EnergyWise arbejder med solvarmepumper og er involveret i et nybyggeri af en børnehave i Brøndby, hvor opvarmningen skal ske ved 100 procent vedvarende energi.

- Alt det tekniske har vi styr på, men vi vil også gerne åbne børnenes bevidsthed for vedvarende energi. Den opgave kunne jeg tænke mig at samarbejde med Alexandra Instituttet om at løse. Vi skal visualisere for børnene – og deres forældre – hvordan systemet fungerer, sådan at de bliver mere bevidste om fordelene ved vedvarende energi, siger han.

Hos Retina Systems ApS ser direktør Jørgen Norlund Hansen også specifikke områder, hvor instituttets ekspertise kan bruges:

- Vi arbejder med industristyring, hvor vi udvikler overvågning af komplekse systemer. Vores store udfordring er, at vi arbejder på et område, hvor der findes mange forskellige standarder, og derfor er jeg meget interesseret i den ekspertise Alexandra Instituttet har på dette område.
Han noterede sig især, at Alexandras softwarefolk har arbejdet med kommunikation mellem systemer, der ikke naturligt passer sammen.

Brugerdrevet turisme
Alexandra Instituttets ekspertise inden for brugerdrevet innovation kan også blive brugt inden for den regionale turistindustri.


Karin Melbye Holm, Østdank Turisme

Karin Melbye Holm, der er innovationschef hos Østdansk Turisme mener, at fremtiden kræver nye metoder for markedsføring:

- Omkring brugerdrevet innovation kunne det være spændende at kigge på, hvordan man kan bruge nye typer online-markedsføring og communities til at trække turister til regionen. Vi vil gerne knytte noget læring til regionens attraktioner, og vi vil gerne kigge på koblingen af noget fysisk og noget virtuelt.

Desuden mener hun, at det kunne være spændende at samarbejde om nyskabende formidling af oplevelser.


Mie Nørgaards visualisering af dagens arrangement

Forklaring viser perspektiverne
Thomas Algot Søllested, projektleder på Alexandra Instituttets Sorø-afdeling, var tilfreds med arrangementet. Han fik flere gode samtaler med de fremmødte, og interessen for de konkrete projekter var stor:

- Når man først får mulighed for at forklare, hvad pervasive computing går ud på, så kan næsten alle se, hvilke enorme perspektiver det har. Jeg tror det blandt andet skyldes, at vi alle i forvejen er involverede brugere af teknologi med mobiltelefon, GPS osv. Så er det nemt at se udviklingspotentialerne i it-i-alting.

Thomas Algot Søllested er allerede i fuld gang med at forberede projekter med virksomheder og offentlige aktører i Region Sjælland.

Er du interesseret i en dialog med Thomas, så kontakt ham på mail thomas.algot@alexandra.dk eller mobil 23 90 23 32.

Visuel facilitator
På inspirationsdagen i Sorø blev der holdt mange oplæg og sagt mange komplekse ting. Men ofte siger tegninger mere end tusind ord.


Mie Nørgaard forklarer tegningen for deltagere

Derfor havde Alexandra Instituttet allieret sig med visuel facilitator Mie Nørgaard. Hun fastholdt dagens indhold i denne billedfrise.
Læs mere om Mie Nørgaard på www.mienoergaard.dk.

RELATEREDE LINKS

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk