Alexandra Instituttet er i fuld gang at evaluere et succesfuldt samarbejde mellem gymnasier og lokale virksomheder. Målet med initiativet er at øge rekrutteringen til naturvidenskabs- og it-uddannelserne i regionen og samtidig klæde gymnasieeleverne på til at træffe et kvalificeret uddannelsesvalg.
Ligeledes får virksomhederne mulighed for tidligt at skabe kontakt til dygtige, unge mennesker – og potentielle fremtidige medarbejdere. Bag initiativet står iKraft.
Konkret har syv gymnasier samarbejdet med én eller flere lokalt placerede virksomheder, og i flere tilfælde også lokale videregående uddannelsesinstitutioner, om at lade eleverne møde specifikke og realistiske problemstillinger fra virksomhedernes dagligdag. Med udgangspunkt i et gymnasialt fag – enten et naturvidenskabeligt eller et it-rettet – har virksomheden stillet en række ’rigtige’ arbejdsopgaver til gymnasieeleverne.
Projektet har kørt i skoleåret 2010/2011 (og fortsætter visse steder i det kommende skoleår), og den igangværende evaluering peger på, at det er en succes, fortæller forsknings- og innovationschef Camilla Kølsen fra Alexandra Instituttet. Hun står for at evaluere projekterne sammen med professor ved Informations- og Medievidenskab, Helle Mathiasen. Noget af det vigtigste, projektet bidrager til, er ifølge Camilla Kølsen, at gymnasieeleverne kommer ud og oplever, at der er en mening med al den tid, de bruger på skolebænken, og at de rent faktisk kan bruge den viden, de tilegner sig der.
Realistiske opgaver = glade elever
Camilla Kølsen har netop været i Randers, hvor byens tekniske gymnasium har sendt en klasse til Randers Regnskovs skoletjeneste, der blandt andet skulle bruge elevernes hjælp til at målrette deres tilbud til netop gymnasieelever.
I Randers har hun interviewet elever, lærere fra Randers Tekniske Gymnasium, Tradium og en medarbejder fra Randers Regnskov. Og hendes indtryk er, at alle i projektet har fået en masse ud af at være med. Ikke mindst eleverne:
- Eleverne giver udtryk for, at det er rigtig motiverende for dem at være med til at udvikle et produkt, som nogen faktisk kan bruge til noget konkret. Det er meget motiverende, men også et stort ansvar at være med til at lave løsninger til en rigtig virksomhed, der måske lytter til, hvad vi siger, fortæller eleverne.
Også elevernes oplevelse af, at de allerede har tilegnet sig nogle brugbare it-kompetencer i kraft af deres gymnasieuddannelse og deres daglige brug af it, har været en positiv oplevelse for dem, fortæller Camilla Kølsen og påpeger, at samarbejdet også er en måde at vise de unge, at det at arbejde med it er meget andet end tørt kodenørderi.
- Og så var de glade for, at deres projekter blev taget alvorligt, og at virksomheden stillede krav til dem og eksempelvis bad dem om at forholde sig til, om projektets budget var realistisk.
Et vigtigt indblik i ungdommen
Også Randers Regnskov har været glade for samarbejdet, der har givet dem et rigtig godt indblik i en af deres vigtige målgrupper. Charlotte Trolle, der er ansat i Randers Regnskovs skoletjeneste, fortæller om baggrunden for, at de valgte at gå ind i samarbejdet:
- Projektet handler jo overordnet om at få eleverne til at opdage naturfag, men for os i Randers Regnskov handler det også om at komme i kontakt med gymnasieeleverne og måske endda bruge de opgaver, de har udført for os.
Opgaven til eleverne gik således ud på at skabe aktiviteter, der kan lokke unge til Randers Regnskov, formidle udstillingen til dem og aktivere dem i skoletjenesten.
De otte gymnasieskoler, der har deltaget i projektet, er:
- Randers HTX
- Ringkøbing Gymnasium
- Silkeborg Gymnasium
- Tørring Gymnasium
- Viborg Gymnasium
- Business College Horsens
- Egaa Gymnasium
Læs mere om
iKraft.
For mere information om projektet, kontakt
Camilla Kølsen.