NYHEDER
NEWS
14-11-2011 
Blodprøver på smartphone 
Caretech Innovation udvikler med Randers Regionshospital og Systematic næste generations epj. Den er både mobil og populær.
 
Telefonen bipper i lægens lomme og viser svarene på patientens blodprøver. Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers tager nu som en af de første afdelinger i landet første skridt til at gøre patientoplysninger tilgængelige på smartphones og computertablets.

Næste generation epj er mobil
Regionshospitalet Randers undersøger med Systematic og Caretech Innovation, hvordan mobiltelefoner og tabletcomputere som iPad og Galaxy kan bruges af klinikere til at få adgang til patientdata mobilt. Formålet med samarbejdet er at udvikle og afprøve næste generation af epj. Første udgave af prototypen er netop blevet testet. Og den er blevet taget rigtigt godt i mod.

- Med systemet får vi mellem 15 og 30 minutter om dagen i effektiv lægetid, siger læge Suheil Salamon til TV2 Østjylland. I snart 1 år er klinikere og sygeplejersker på Regionshospitalet Randers blevet kigget over skulderen af Caretech Innovations etnografer, der har identificeret de situationer, hvor mobil epj kan gøre en forskel. 

 

Akutafdelingen har som en af de første afdelinger i landet taget første skridt til at gøre patientoplysninger tilgængelige på bl.a. computertablets.
  Overlæge Salomon Surheil gennemgår svareren på patient Svend Børge Mathiesens blødprøver.

- Mange læger og sygeplejersker efterspørger en form for mobil adgang til patientdata. Vi har i samarbejde med personale og Systematic udviklet en første prototype, der viser mulighederne, siger Thomas Hohn, projektleder fra Caretech Innovation.

Sundhedsminister tester prototype
Projektet har fået succes med deres første prototype, som Randers Regionshospital eksempelvis sendte i hænderne på den nye sundheds- og forebyggelsesminister, Astrid Krag (SF), da hun var besøgte Akutafdelingen i Randers 1. november. Ministeren fik sammen med bl.a. regionsrådsformand Bent Hansen (S) lejlighed til at se, hvordan akutafdelingen, som en af de første afdelinger i landet, lige nu tager de første skridt til at gøre patientjournalen mobil på smartphones og computertablets.

I første omgang afprøver en del af personalet på Akutafdelingen og Kirurgisk Afdeling de forskellige mobile muligheder, men det er målet, at der i løbet af foråret 2012 ligger en prototype på en mobil patientjournal klar til brug.


Sundhedsminister Astrid Krag besøgte 1. november
Akutafdelingen, hvor hun bl.a. så nærmere på
afdelingens brug af computertablets.
Brugbart system
Udviklingsarbejdet foregår samtidig med, at læger og sygeplejersker på afdelingen prøver teknologien i hverdagen. Senere skal personale på hospitalets kirurgiske afdeling også afprøve teknologien.

- Vi lægger ud med at gøre svarene på blodprøverne mobile, men løsningen vil løbende blive forbedret og udbygget, og læsning af selve journalen er et oplagt bud på næste funktion. Målet er at udvikle en rigtig god prototype, der opfylder personalets vigtigste behov i behandlingen af patienterne. Det skal være brugbart og ikke bare smart udstyr, siger vice president Anders Goul Nielsen fra Systematic.


Abonnent på blodprøver
Med den første funktion kan f.eks. lægen vælge at ’abonnere’ på bestemte patienter. Lægen bliver så adviseret med det samme, der er svar på blodprøver, og kan handle på dem straks, hvis det er nødvendigt, eller sende oplysningerne videre til en kollega, der kan tage hånd om den videre behandling.

- Den mobile patientjournal er et vigtigt skridt på vejen til at frigøre læger og sygeplejersker fra computeren på kontoret, så de i stedet kan være hos patienterne og samtidig have de vigtigste informationer lige ved hånden. Det er også med til at styrke den rettidige og hurtige behandling, der er særlig vigtig ved de akutte patienter, og giver dermed en endnu større patientsikkerhed, siger Tommy Midtgaard Jensen, ledende overlæge på Akutafdelingen på Regionshospitalet Randers.
___________________________________________________________

Se hvordan sundhedspersonalets anvendelse af smartphones skaber værdi på Regionshospitalet Randers i en video fra TV2 Østjylland og læs mere om projektet Mobil Adgang for Sundhedspersonale samt Caretech Innovation.

Projektet er finansieret af Region Midtjylland og EU via Caretech Innovation

Thomas Hohn
KONTAKT
Senior forsknings- og innovationsspecialist
 
M+45 30 36 08 16
Ethomas.hohn@alexandra.dk
Ada bygningen, 2. etage lokale 227
RELATEREDE LINKS

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk