NYHEDER
NEWS
09-12-2011 
Cetrea er blandt verdens mest innovative 
Fra lokalt forskningsprojekt til global pris

Caretech Innovations samarbejdspartner Cetrea kom gennem nåleøjet, da Red Herring-prisen til verdens 100 mest innovative teknologivirksomheder blev delt ud torsdag.
 
Cetrea A/S modtog natten til torsdag i Los Angeles den meget prestige fyldte award – Red Herring Global 100. Det er en pris som hvert år gives til de 100 mest innovative og teknologisk lovende virksomheder global set. Cetrea er historien om et forskningsprojekt på Katrinebjerg, der blev til en kommerciel virksomhed indenfor sundheds-it.

Villig til risiko
Når man kender forhistorien til Cetrea, så ved man, at deres afgørende succesfaktorer har været det meget nære partnerskab med Region Midtjylland samt Katrinebjerg miljøet, som har leveret forskere, udviklere m.v. Forsker- og udviklingskompetencerne fra Katrinebjerg slog sig sammen med en gruppe forretningsfolk med lang salgs- og marketingerfaring, hvorved man fik opbygget en meget stærk organisation.

- Først og fremmest et stort tillykke til Cetrea, som har gjort det virkelig godt, siger Alexandra Instituttets direktør Ole Lehrmann Madsen.
 
- Cetrea er skabt på grundlag af et forsknings- og innovationsprojekt, som vi igangsatte i regi af ISIS Katrinebjerg, der var et af de fire jysk-fynske it-kompetencecentre. Det var et projekt med høje ambitiøse mål og dermed en høj grad af risiko, men der var ingen tvivl om, at det erhvervsmæssige potentiale var stort. I Alexandra Instituttet mener vi, at det er en god ide at satse på en bred vifte af sådanne ambitiøse/højrisiko projekter, som kan gøre en væsentlig forskel mht. vækst og velfærd for det danske samfund, hvis de lykkes. Men det kræver, at man er villig til at tage en risiko, understreger han.

Langvarig fokuseret indsats
Cetreas Produktdirektør Thomas Riisgaard Hansen var villig til at tage risikoen. Han har en baggrund som forsker på Aarhus universitet, Institut for Datalogi, men arbejder i dag fuld tid hos Cetrea med ledelse af innovation, design og udvikling. Han fortæller om nogle af de ting, der har været godt ved Katrinebjerg miljøet, som Cetrea udspringer fra.

- Forskningsagendaen inden for pervasive healthcare på Katrinebjerg, er en forudsætning for det, vi gør i dag. Hvis du hele tiden skifter agenda er det svært at opbygge den tunge erfaring samtidig med innovationshøjde. En langvarig fokuseret indsats med etablering af eksempelvis Center for Pervasive Healthcare i 2001/2002 satte ideerne på skinner, understreger Thomas Riisgaard Hansen.
Cetrea er et af Danmarks bedste eksempler på at komme fra ”forskning til faktura”. De har gennem en række innovative produkter erobret hovedparten af det danske marked for klinisk logistik løsninger og har løsninger kørende i bl.a. Norge og Sverige.

Forskningsprojekt med fokus
I regi af Pervasive Healthcare startede en række partnere forskningsprojektet iHospital op. Det gav det innovative forspring.

- Da vi startede med at arbejde på sundheds-it i 2003, fyldte den elektroniske patientjournal (EPJ) meget og gør det stadig. Men vi ledte efter hvilke andre udfordring inden for sundhedsområdet teknologi kunne løse, forklarer Thomas Riisgaard Hansen.

Det blev inden for klinisk logistik, ved at støtte kommunikation, samarbejde og overblik på hospitaler med teknologi.

   

- Fordi andre fokuserede meget på patientjournal, fik vi et forspring til at kigge på det område. Vi brugte pervasive computing tankegangen til at komme op med alternative interaktionsformer med teknologi på hospitalet. Det var en ny vinkel på hospitalsteknologi, der hævede innovationshøjden gennem brug af mobile enheder, tracking, storskærme og andre teknologier. Vores første prototype havde et dedikeret touchinterface allerede i 2005. Det er altså to år før den første iphone, der kom på gaden i 2007. Nu har vi seks års erfaring med den slags interfaces, som vi har videreudviklet på. Kombineret med hårdt designfokus og stort fokus på brugerens behov, har vi noget der er unikt, understreger han.

Rette kombination
På Katrinebjerg er der fokus på at kombinere design, teknologi og forståelse for arbejdspraksis og brugskontekst. Brugerinddragelsen har Cetrea haft med hele vejen i gennem.   

- Gennem miljøet får man en rigtig god forståelse for og kompetencer inden for design og teknologi. Kombinationen af information og medievidenskab, ingeniøruddannelsen og datalogi med tætte samarbejdsrelationer på arkitektskolen og sundhedsområdet giver et rigtig stærkt grundlagt for at udvikle gode og innovative produkter. Men det er desværre ikke altid helt nok til at kunne sælge det, understreger Thomas Riisgaard Hansen.

Partnerskaberne havde energi til innovation, men den forretningsmæssige del skulle sidenhen kobles på. 

- Vi måtte tiltrække folk, der kendte til forretning indenfor sundhed. Fordi vi havde et attraktivt produkt og en stærk vision kunne vi lokke meget erfarne profiler til virksomheden. De var villige til at smide deres corporate karriere til side for at komme med i det her eventyr, siger han.

Fra Horsens til Skejby
Udfordringen for en lille virksomhed er at få folk til at tro på det. Det kræver hårdt arbejde og vedholdenhed at overbevise alle ude i verden. Man skal være dygtig og have et rigtigt stærkt koncept og vision, som kunderne tror på.

- Fra forskningsprojektets afslutning gik der tre år til kunde nummer to. Det er en innovationskløft. Som innovationsprojekt er det relativt let at lave en første prototype som del af et udviklingsprojekt. Men derfra til hospital eller kunde nummer to, er du pludselig på lige vilkår med etablerede spillere indenfor området, forklarer Thomas Riisgaard Hansen.

Kunderne skal investere i løsningen, udstyr, implementering og stiller krav til support og videreudvikling. En ny virksomhed skal bevise, at den kan levere, at det kan betale sig for brugerne, og at virksomheden stadigvæk eksisterer langt ud i fremtiden. Det er hårdt arbejde på alle fronter. Thomas Riisgaard Hansen fortæller:
- At holde møder, præsentationer, banke på og gang på gang vise, at det virker i Horsens, hvilket en Medicinsk Teknologi Vurdering af teknologien og prisen Den Gyldne Skalpel hjælper med til. Men du skal også have en organisation kunderne kan stole på, siger han.



Cetrea er blevet en velkendt spiller på sundhedsmarkedet i Danmark. Det samme eksempel ser de nu i udlandet. Første gang de er på messer og konference er de ukendte, men er de der for tredje år i træk får de opbygget troværdighed der hjælper med salget.
Cetrea deltager stadig i projekter med Alexandra Instituttet og Datalogi Institut. Senest bl.a. med Caretech Innovation projektet AkutFlow.
KONTAKT
Kommunikations- og sekretariatschef
Kommunikation og sekretariat
 
M+45 20 16 66 15
Ejan.horsager@alexandra.dk
Nygaard bygningen, 3. etage lokale 305
RELATEREDE LINKS

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk