Cloud computing var et stort tema på 2011-udgaven af udviklerkonferencen GoTo Aarhus 2011. Alexandra Instituttet var stærkt repræsenteret med indlæg om muligheder i cloud security og datamining i skyen samt et lille laboratorium på udstillingsområdet.
Med næsten 1.300 deltagere er Aarhus-virksomheden Triforks årlige udviklerkonference GoTo (tidligere JAOO) en af de største it-begivenheder på dansk grund. Her kan informationsteknologiens fagfolk i dagevis tilegne sig den nyeste og skarpeste viden om især softwareudvikling.
Derfor havde konferencens dagsorden også stor fokus på cloud computing og de nye it-muligheder, som åbnes via cloud computings tre grundlæggende discipliner: software as a service, infrastructure as a service og platform as a service. Muligheder som også spiller en vigtig rolle i mange af de projekter og ydelser, som Alexandra Instituttet deltager i og sælger.
Datamining
Alexandra Instituttet havde i år sat alle sejl til for at bakke udstillingen op og få så mange af udviklerne som muligt i tale. På konferencens første dag var en af talerne forsknings- og innovationsspecialist Jan Neerbek fra Alexandra Instituttets Software Infrastructure Lab.
Hans indlæg med titlen Apriori data mining in the cloud tog udgangspunkt i et samarbejde med det danske konsulenthus d60. Virksomheden havde stor succes med en webshop, der gav kunderne produktanbefalinger baseret på viden genereret via dataming.
Men webløsningen havde så stor succes, at den voksede fra den eksisterende serverinfrastruktur. d60 havde fået øje på cloud computing som en løsning, men ville det være muligt at skalere modellen for dataming?
Her kom Jan Neerbek og kollegerne fra Alexandra Instituttet ind i billedet og lavede en undersøgelse – et såkaldt case study – for d60. Her kiggede instituttets softwarespecialister de eksisterende algoritmer på datamining-området efter i sømmene.
Resultaterne er heller ikke udeblevet. d60 har fundet en løsning,og Jan Neerbek er godt i gang med at finde de midler, der kan gøre undersøgelsen til et egentligt forskningsprojekt, som kan få stor betydning for virksomheders villighed til at anvende cloud computing.
Sikkerhed
Sikkerheden i forbindelse med cloud computing er et andet afgørende emne i teknologiens udvikling. På andendagen af GoTo Aarhus 2011 gav forsknings- og innovationschef Jakob Illeborg Pagter fra Alexandra Instituttets Security Lab sit bud på trusler og muligheder.
I indlægget Cloud Security or: How I learned to Stop Worrying and Love the Cloud kom Jakob Illeborg Pagter ikke alene med udfordringer. Alexandra Instituttet har nemlig udviklet et tredages kursus i cloud computing sikkerhed.
Kurset er baseret på et samarbejde med den verdensomspændende interesseorganisation Cloud Security Alliance, som har udviklet certificeringen Certificate of Cloud Security Knowledge. Og efter kurset er deltagerne rustet til at gennemføre certificeringen.
I laboratoriet
Alexandra Instituttet havde også et lille arbejdende laboratorium i konferencens udstillingsområde.
Her kunne udviklerne møde medarbejdere fra instituttet, der viste produkter og prototyper fra de otte labs – blandt andet positioneringsløsningen MoVeTracker og The Visible Ear Simulator, der træner ørekirurger i at udføre komplicerede og risikofyldte indgreb.
Det var også muligt at deltage i konkurrencen om et af Alexandra Instituttets kurser i cloud sikkerhed på standen. Konkurrencen er en demonstration af en auktionsløsning baseret på secure multiparty computation, der gør det muligt at foretage beregninger på krypterede tal.
Se flere billeder fra konferencen på Flickr.