Til februar lanceres den sociale onlineplatform JOIN, som lægger op til at innovere designprocessen bag en række forskellige produkter lige fra tøj, møbler, designvarer, brugskunst og til isenkram.
Projektet JOIN – Joint Online Innovation Network, er ved at udvikle en online community innovationsplatform, hvor virksomheder, designere og forbrugere sammen systematisk kan udvikle innovative produkter. Projektet fokuserer på produkter inden for livsstil, bolig og beklædning.
- JOIN er med til at gøre designprocessen åben og mere kollektiv. Forbrugeren får mulighed for at være vidne til designprocessen, og kan være med til at definere produkterne. Håbet er, at man i sidste ende står med et produkt der passer bedre til brugernes behov, opsummerer Raphael Dobers, forsknings- og innovationsspecialist fra Software Infrastructure Lab ved Alexandra Instituttet. Han har været projektleder for det programmør-team hos Alexandra Instituttet, som har stået for den tekniske udvikling af JOIN-websitets infrastruktur, der på nuværende tidspunkt er på beta-stadiet.
JOIN-projektet har integreret en forretningsmodel, en softwareplatform og et netværk af brugere. I udviklingen af websitet er platformens tre tiltænkte brugergrupper, der består af virksomheder, designere og forbrugere, blevet inddraget aktivt i processen. For eksempel har elever fra Designskolen i Kolding stået for at teste JOIN-betasiden, og allerede nu er der gang i de gode, kreative, sjove og innovative ideer.
En tretrinsraket
(Købelystne) brugere, designere og producenter kan altså mødes på JOIN-websitet, hvor de samles om ideer til nye innovative produkter. På den måde kan man sige, at designere kan blive entreprenører.
- Man kan se JOIN som en tretrinsraket, der forhåbentligt vil føre til et veldesignet produkt, uddyber Raphael Dobers.
Der er blevet implementeret et e-købsmodul, så brugerne kan købe det endelig slutprodukt direkte på sitet. Men før en vare sættes i produktion, skal et minimum af købere have tilkendegivet, at de vil købe produktet. Raphael Dobers fortæller:
- Ambitionen er at demokratisere udviklingen af nye produkter, således at man via interessetilkendegivelser kan give potentielle producenter en indikation af, hvorvidt og hvornår det kan svare sig at igangsætte en produktion af et givent produkt.
JOIN er også integreret med et andet kendt, socialt medie, nemlig Facebook. På den måde kan produkterne spredes yderligere.
Japansk koncept ideelt for Danmark
At JOIN bliver udviklet i Danmark er ikke nogen tilfældighed. Der er nemlig en kultur for brug af online communities – for eksempel har mere end 2.5 millioner danskere en Facebook profil. Dertil kommer det, at Danmark har, blandt andet via Alexandra Instituttets nu afsluttede innovationsnetværk NFBi, en lang tradition for brugerinddragelse i innovationsprocesser.
JOIN-konceptet er dog funderet i den japanske innovationsplatform CUUSOO, hvor 130.000 brugere, 6000 designere og 1500 virksomheder over de sidste 10 år sammen har udviklet nye innovative produkter.
Erfaringer herfra viser, at en online community-innovationsplatform har et stort potentiale for at hjælpe danske små og mellemstore virksomheder med at inddrage brugerne i deres produktudviklingsprocesser.
Næste skridt
Alexandra Instituttet står bag udviklingen af JOIN-platformen, som sponsoreres af Erhvervs- og Byggestyrelsen, hertil er Innovationsnetværket Livsstil – Bolig & Beklædning / Development Centre UMT Projektejer. Herudover er Crossroad Innovation, Elephant Design, som står bag det japanske CUUSOO, LEGO, CBS og Danske Designere partnere i projektet.
Resultaterne fra JOIN-projektet har været så vellykkede, at de bruges og videreudvikles i et nyt innovationskonsortium: Community Based Innovation
-------------------------------------------------------------
Klik her for at se et eksempel på en designproces.