Hvad har års studier af arbejdsprocesser på videnarbejdspladser at gøre med turistattraktioner som Hjejlen og Hjerl Hede? Egentlig en hel del. Grundige og deltagende brugerstudier af turisters faktiske adfærd giver attraktionerne et anderledes dybere indblik i egen virkelighed end ved de ellers typiske spørgeskemaundersøgelser – og dermed ny inspiration.
De to medarbejdere ved Alexandra Instituttets New Ways of Working Lab, NWoW, Eva Bjerrum og John Simonsen, er vant til at se på arbejdsprocesser og teknologibrug i oftest videnbaserede organisationer. Gennem det sidste halvandet års tid har de imidlertid også brugt deres erfaringer på lidt utraditionelle arenaer – de fire jyske turistattraktioner Hjejlebådene, Labyrinthia, Daugbjerg Kalkgruber og Hjerl Hede.

Hjerl Hede
Antropologiske spioner
Ved simpelthen at agere turister i sæsonen har NWoW’erne selv prøvet at gå galt i kalkgruberne, overse vandmøllen på Hjerl Hede eller sidde stille i Hjejlen på vej ud over Silkeborgsøerne. Samtidig har de – mere eller mindre i smug – noteret sig både egne oplevelser, og hvad turister gør på stedet; hvordan de rent faktisk færdes, oplever og bruger attraktionerne. Disse iagttagelser har de forholdt til attraktionernes egne forventninger, tilrettelæggelse og markedsføring.

Sejltur med Hjejlen
Spørgeskemaets blinde vinkler
På den måde har de to ’antropologiske spioner’ over en periode fået et detaljeret og helt konkret indblik i, hvordan attraktionerne specifikt opleves og fungerer for turisten i situationen – eller ikke fungerer. En metode, der måske når længere ind til kernen af turistoplevelsen, end de typiske spørgeskemaundersøgelser, hvor turisterne enten glemmer eller helt ser bort fra en række ellers vigtige detaljer – og måske endda ikke fortæller om det nuancerede helhedsindtryk. Man kan sige, at spørgeskemaet har blinde vinkler.

Daugbjerg Kalkgruber
Et spejl op foran organisationen
NWoW-brugerstudierne har givet de fire jyske turistattraktioner anledning til at se på sig selv med nye øjne – og selvfølgelig med turistens. Og dermed inspiration til både stedvist at ændre i den konkrete tilrettelæggelse af attraktionerne, til ny strategi og til nye markedsføringstiltag.
Generelt sætter brugerstudierne så at sige et spejl op foran den enkelte organisation, som får den til at se sin egen dagligdag med friske øjne. En metode, der i princippet kan anvendes en lang række steder – som for eksempel på museer, i butikscentre, virksomheder, skoler eller på andre attraktioner, foreslår forsknings- og innovationschef fra NWoW, Eva Bjerrum.

Labyrinthia
- Organisationer kan have en vaneforestilling om, hvordan ting foregår, og hvad turisten, kunden eller den ansatte har brug for. Det, at der kommer nogen og ser på dem med nye øjne, giver dem værdi, siger Eva Bjerrum.