Der er et stort markedspotentiale i udvikle applikationer eller mobile hjemmesider – det handler blot om at tilpasse produktet til brugernes behov.
På Appy Days i Silkeborg blev der efter tre dages applikationsudvikling kåret en regionsvinder i App’s, som blandt andet udmærker sig ved at have gennemtænkt processen fra koncept til markedsforståelse.
Appy Days i Silkeborg er netop overstået – en workshop, hvor deltagere inden for forskellige faglige områder, såsom grafikere, software-ingeniører og projektledere, har arbejdet sammen tværfagligt for at udvikle en mobil applikation. Efter tre dages ideudvikling, prototypetest og fremvisning blev Regionsmesteren i App kåret.
Vinderne blev Lau Laursen, Sermo analyse, Thomas Aagaard Jensen, 3PART og Anders Hjørne, Kuadriga.
I løbet af de tre dages Appy Days lavede de det grundlæggende design og en prototype på en applikation, der kan gøre det nemmere at rekruttere folk til markedsanalyser og brugerpaneler.
Ud over at være en grafisk mere indbydende brugerflade end traditionelle spørgeskemaer, er applikationen en lokationsbaseret tjeneste, der blandt andet giver mulighed for at få input fra brugerne med udgangspunkt i, hvor de befinder sig.
Ifølge Lars Mattson, iKRAFT projektchef og medlem af dommerpanelet, vandt markedsanalyseapplikationen primært, fordi dommerne vurderede, at den ville have et stort forretningsmæssigt potentiale – både i Danmark og uden for landets grænser.
Dette er også noget Søren Eskildsen fra Alexandra Instituttets Business & Processes Lab lægger stor vægt på. Han deltog på workshoppens første dag, hvor han holdt oplæg om, hvilke forretningsmæssige overvejelser, man skal gøre sig, inden man går i gang med selve applikationsudviklingen.
Forretning før teknologi
- Jeg tager udgangspunkt i brugernes behov og vender tankegangen om teknologien først, fortæller Søren Eskildsen.
- Der skal stilles en række spørgsmål og gøres en masse overvejelser, inden man går i gang med at udvikle en applikation. En stor del af de overvejelser bør bero på den forretningsmæssige del af udviklingen.
Ifølge Søren Eskildsen skal man have viden, før man træffer valg. Og den viden leverede han netop ved Appy Days. Her gennemgik han alt fra, at det er vigtigt at gennemtænke, hvorvidt man vil producere en web app, en hjemmeside man kan tilgå via sin smartphone, eller en såkaldt native app, der skal downloades til brugerens smartphone, til forskellige brugertyper og markedsandele for applikationsshops.
De deltagende virksomheder til Appy days kom med 16 idéer og forslag til applikationer med håbet om, at de tilstedeværende udviklere, grafikere og projektledere ville vælge netop deres idé og videreudvikle den. Spændvidden for applikationerne rakte langt. Der var forslag om en turistmarkedsføringsapplikation, der skal gøre børn interesserede i at besøge Silkeborg, en applikation, der kan logge status i en gylletank, og en applikation, der skal understøtte kommunikation og fælles forståelse af kvalitetsmål i sundhedssektoren.
Men om disse ideer var gearet til et marked, er ikke sikkert. Mange tror måske, at det er smartest at producere en applikation til iPhone, men dette er ikke nødvendigvis tilfældet.
- Man skal altid huske at tage hensyn til brugerne og deres brugsmønstre, forklarer Søren Eskildsen.
Forretning i applikationer
Søren Eskildsen pointerer, at der er et stort marked for mobile applikationer og mobile hjemmesider, men påpeger, at det er vigtigt at have tænkt forretningsdelen ind i designprocessen og udviklingen for at få mest muligt ud af de investerede penge, det såkaldte Return of Investment.
Desuden skelner han mellem to slags kapitaler og værdier, man kan få ud af en applikation: Direkte indkomst, altså penge på kistebunden, og marketing, som kan give positivt omdømme, mere trafik på virksomhedens primære hjemmeside med mere. Chancen for succes med dette styrkes markant, hvis man medtænker det forretningsmæssige perspektiv i udviklingsprocessen.
Dette havde udviklerne på Sermo-applikationen gjort, og blandt andet derfor vandt holdet regionsmesterskabet i applikationsudvikling.

Det er iKRAFT, der står bag arrangementet Appy Days. Alexandra Instituttet er én af ud af tre partnere, der tilsammen driver iKRAFT. iKRAFT har til formål at skabe vækst og udvikling i region Midtjylland ved brug af informationsteknologi. Dette gøres via udvikling inden for nye it-baserede forretningsmodeller, produkter og processer. iKRAFT bidrager desuden til øget rekruttering af it-arbejdskraft og etablering af et aktivt, internationalt samarbejde. iKRAFT er igangsat af Vækstforum og støttes af Region Midtjylland i samarbejde med kommuner i regionen.