Mandag d. 21. november afholder Service Innovation Management (SIM) projektet det første seminar i en seminarrække, der skal være med til at styrke danske servicevirksomheders videnfundament for at udvikle nye services.
I dag er det at opnå ny viden om kunder og indgå samarbejder med leverandører blevet comme il faut for mange virksomheder. Men der er et spring til serviceinnovation, hvor det handler om virksomhedernes organisatoriske evne til konstant at omsætte ny viden og indsigter til værdiskabende forretning.
Ved afholdelse af en række seminarer vil SIM sætte fokus på, hvordan viden kan føre til vækst og hvordan denne viden kan integreres i organisationen, så virksomheders fundament for at gennemføre serviceinnovation kan stige. Det første seminar løber af stablen mandag d. 21. november hos Teknologisk Institut i Høje Taastrup.
Seminarrækken er bygget op omkring seks såkaldte professionaliseringsfaktorer, som udgør skelettet i en såkaldt servicevækstmodel, som danske og internationale eksperter er ved at afprøve og kvalificere, med afsæt i de mange små og mellemstore danske virksomheder, der har behov for viden om, hvordan de kan vokse.

Forskerne har fundet frem til, at netop viden om de seks professionaliseringsfaktorer bør være omdrejningspunktet for virksomhedsledelsens strategiske fokus på udvikling af nye services.
Seks professionaliseringsfaktorer på seks seminarer
På seks seminarer vil hver af de forskellige professionaliseringsfaktorer blive belyst. De seks professionaliseringsfaktorer er:
- Specialisering
- Uafhængighed
- Medarbejderfokus og HR
- Effektivisering af processer
- Videnoptimering og genbrug
- Relationer og brand.
- Professionaliseringsfaktorerne er et analytisk greb, vi bruger til at beskrive, hvad professionalisering egentlig dækker over inden for serviceområdet generelt. Det er her virksomhederne konkret kan optimere og arbejde med sig selv og sine relationer til omverdenen på det strategiske niveau, fortæller Jeppe Spure Nielsen, forsknings- og innovationsspecialist ved Business and Processes Lab på Alexandra Instituttet.
Udgangspunktet er at serviceinnovation i hovedsagen ikke er forskelligt fra anden innovation, som det ses ved for eksempel produktinnovation. Og så alligevel, fordi servicevirksomheder kan slet ikke innovere hvis ikke fundamentet er lagt med de seks professionaliseringsfaktorer og den indbyrdes dynamik, der er mellem faktorerne.
De seks professionaliseringsfaktorer er indbyrdes afhængige og udgør hver et læringsloop, som træner og løfter virksomheden i de helt fundamentale udviklingsskridt, der er for at få en veldrevet og vækstorienteret virksomhed. Jeppe Spure Nielsen uddyber:
- Arbejdet med de seks faktorer vil gøre en virksomhed mere moden og ”fit” til at gennemføre serviceinnovation, fordi det at skabe en dialog mellem de seks faktorer åbner øjnene for at udnytte den viden og de rutiner, virksomheden allerede har, i nye servicesammenhænge.
Og han fortsætter:
- De er afhængige af hinanden, fordi erfaringen fra succesfulde servicevirksomheder i både Danmark og udlandet viser, at disse virksomheder har forholdt sig strategiske til alle faktorerne, før de kunne realisere et løft i forhold til udvikling af nye værdiskabende services og efterfølgende vækst.
At se sig selv med nye øjne
Det er international og anderkendt viden, der vil blive fremlagt på seminarerne, og det vil blive præsenteret i form af konkrete cases.
- Det er spændende og lærerigt at arbejde tæt sammen med internationale eksperter. I projektet deltager forskningsmiljøer fra USA og Europa, mens en række globalt anerkendte servicevirksomheder som f.eks. IBM og Google også bidrager med viden i projektet. IBM så eksempelvis tidligere sig selv som en it-virksomhed, men i dag betragter virksomheden sig selv som en servicevirksomhed. Dette strategiske valg har givet virksomheden nye markeder.
På seminaret på mandag er fokus på ”specialisering”, og her vil virksomheden Unimerco bl.a. blive fremhævet som en mønstervirksomhed, der over årene har løftet og modnet sig løbende gennem fokus på øget specialisering inden for salg og udvikling af specialværktøjer. Specialiseringen har flyttet Unimerco fra værktøjsgrossist til at blive en af de førende globale spillere inden for udvikling af avancerede specialværktøjer.
Inspiration fra international viden og fra hinanden
Det er altså en opsamling på den nyeste viden og erfaring, der er afsættet for seminarerne, der vil blive formidlet gennem udvikling af nye værktøjer og rådgivningsydelser.
- Det er de små og mellemstore virksomheder inden for handel og operationel service, der er målgruppen for seminarrækken, og på seminarerne vil der blive rig mulighed for at udveksle erfaringer og søge inspiration fra netop de to brancher, fortæller Jeppe Spure Nielsen.
Ønsker man at deltage i blot ét af seminarene er dette også muligt.
Seminarrækken er en del af en resultatkontrakt med Forsknings- og Innovationsstyrelsen under Uddannelsesministeriet, hvor Alexandra Instituttet og Teknologisk Institut arbejder sammen via SIM.
Udbredelse af teknologisk innovationsviden
Service Innovation Management er et blandt flere projekter hos Alexandra Instituttet, der skal etablere relationer mellem forskere og virksomheder om serviceinnovation. Målet er at smidiggøre og målrette adgangen til den forskningsbaserede viden, der findes om serviceinnovation. Her er Alexandra Instituttet én af partnerne.
- På Alexandra Instituttet arbejder vi systematisk med, hvordan virksomheder kan opnå mere vækst ved brug af it. Og it er også blevet en central driver i udviklingen af mange nye former for services. Vi arbejder med, hvordan den teknologiske innovation kan forankres i virksomhederne, og hvordan it tænkes ind i nye forretningsplaner. Den viden, vi til dagligt sidder med, skal ud til de små og mellemstore virksomheder, mener Jeppe Spure Nielsen.
Dette gøres altså blandt andet ved seminarene her.

Det næste seminar finder sted onsdag d. 7. december, hvor fokus er på professionaliseringsfaktoren medarbejderfokus.
Virksomheden ISS vil her være i fokus som et eksempel på en mønstervirksomhed inden for denne professionaliseringsfaktor. ISS har arbejdet strategisk med kompetenceudvikling af først rengøringspersonale og sidenhen andre personalegrupper - og som ”facility management”-virksomhed har de via dette fokus udviklet deres forretningsmodel og skabt værdi for deres kunder og ekspanderet kraftigt.
De resterende fire seminarer vil blive afholdt i foråret 2012.

SIM-projektet vil parallelt med seminarrækken igangsætte 40 særskilte udviklingsloops med enkeltvirksomheder. Her er der mulighed for at man som virksomhed får inspiration og specifik viden i et kortere udviklingsforløb til at se på, hvordan arbejdet med de seks professionaliseringsfaktorer kan foldes ud og kvalificeres i netop ens egen virksomhed. Henvendelse herom til jeppe.spure@alexandra.dk