Hvad gør man, når planen skrider? Alexandra Instituttet har udviklet en prototype, der skal gøre det lettere at kreere en plan B.
En ’adaptiv planlægger’ skal gøre det nemmere at tilpasse uforudsete hændelser til arbejdsplanerne i løbet af arbejdsdagen. Den adaptive planlægger foreslår et nyt plan-overblik baseret på relevante informationer fra forskellige kilder.
Den smarte planlægger er også et fleksibelt ruteplanlægningsværktøj, der kan sammenlignes med en GPS, der kommer med nye ruteforslag, når man afviger fra den oprindelige rute. Administration og servicemedarbejdere får derfor et nyt værktøj, der optimerer kvalitet, fleksibilitet og effektivitet inden for serviceydelser i hjemmeplejen.

Tejs Scharling, der er forsknings- og innovationsspecialist ved Pervasive Positioning Lab på Alexandra Instituttet, har ansvaret for den tekniske udvikling af prototypen. Han forklarer:
- Som det ser ud nu, skal de administrative medarbejdere dykke ned i flere forskellige systemer for at hente vidt forskellige informationer, når planer skal ændres, eller når der opstår uregelmæssigheder. Det, vi har lavet, er et intuitivt brugerinterface, der giver medarbejderne det ønskede overblik baseret på de specifikke opgavekrav, som skal opfyldes hos borgeren.
Planlægger giver tid til omsorg
På den måde skal medarbejderne kun anvende ét værktøj til at hente information og derved planlægge de resterende opgaver. Tidligere har de ofte skullet anvende flere informationskilder, da der er mange hensyn, der skal tages, når dagens opgaver skal planlægges. Dette er både tids- og koncentrationskrævende. Ved at benytte prototypen kan de bruge mere af deres tid på omsorgsarbejdet.
Tejs Scharling uddyber:
- For eksempel kan det være et krav, at to hjælpere skal være til stede samtidig hos en borger. Vores system giver mulighed for løbende at oprette nye opgaver og for at eksperimentere med forskellige løsninger til komplicerede planlægningsopgaver, uden at det forstyrrer driften.
Et kig over skulderen
Prototypen til den smarte planlægger er blevet udviklet i tæt samarbejde med virksomhederne Schultz Pleje & Hjemmeservice samt vikarbureauet Toppartner. Her blev den daglige arbejdsgang og mødet med kunderne grundigt undersøgt. Dette skete blandt andet ved at følge hjemmehjælperne i deres daglige arbejde og ved at kigge planlæggerne på kontoret over skulderen.
Eva Bjerrum, forsknings- og innovationschef fra New Ways of Working Lab har gennemført undersøgelserne i virksomhederne.
- Vi sigter mod større fleksibilitet og overblik i organiseringen af dagsplanerne, så de kørende medarbejdere kan få ro og luft til at gøre deres arbejde godt hjemme hos borgerne, fortæller hun.
Der tegner sig en lang række anvendelsesmuligheder for den smarte planlægger i andre operationelle serviceerhverv, hvor servicemedarbejdere kører fra aftale til aftale. Disse muligheder vil blive undersøgt i den kommende tid i samarbejde med servicevirksomheder inden for blandt andet facility management og teknisk service.
Tejs Scharlings medarbejderprofil
Eva Bjerrums medarbejderprofil