NYHEDER
NEWS
11-05-2011 
Tag solen med i tasken 
Du behøver ikke længere kun at drømme om tasken, der kan oplade din mobiltelefon og samtidig se lækker ud, for den findes. Solcelletasken er tiltænkt den moderne, kvalitets- og stilbevidste kvinde, der er på farten dagen lang og helst er uafhængig af gængse, stationære strømkilder.
 
Solceller indlejret i tekstiler er ikke revolutionerende. De bruges allerede på fx ærmer af skijakker og ryggen af militæruniformer. Hvad der er nyt, er derimod, at kombinationen tekstil og solcelle ikke længere behøver at ligne noget, man kun ville tage med på overlevelsestur til Nordnorge. Solcelletasken er således et forsøg på at lave et livsstilsprodukt, som matcher den moderne kvinde, der lægger ligeså meget vægt på design som funktion.

Alexandra Instituttet har i samarbejde med den danske designduo Diffus Design, den schweiziske broderifabrik Forster Rohner og Center for Software Innovation i Sønderborg udarbejdet Solcelletasken.

Taskens hundrede solcellepailletter indgår i et sirligt broderi, der via strømførende tråde sørger for, at der bliver genereret nok energi til at oplade en mobiltelefon og lagre mere endnu på et lille batteri gemt i tasken.

Når man åbner, aktiveres i taskens indre en række optiske fibre, der udsender et lysskær, som hjælper taskeejeren til lettere at finde sine nøgler, pung etc.





Solceller som udsmykning

Materialet på taskens yderside er ikke umiddelbart genkendeligt, hvis man ikke i forvejen kender konceptet.

- Vi har valgt at fremhæve taskens indlejrede teknologi som udsmykning i stedet for at gemme det af vejen, fortæller Hanne-Louise Johannesen fra  Diffus Design, som står bag taskens æstetiske udtryk. Solcellerne, der er brugt som pailletter på tasken, fremhæver således det intelligente lag, der giver tasken dens særlige strømgenererende egenskaber.

Rikke Koch, der er netværksleder ved Alexandra Instituttet og ekspert i intelligente tekstiler, fortæller, at det ofte er en af de største udfordringer ved at arbejde med intelligente tekstiler: at forsyne dem med strøm på en lækker måde:

- Der er jo ikke nogen, der synes, det ser særlig smart ud at rende rundt med kæmpestore batterier på ryggen. Solceller er en af måderne, man kan gå til udfordringen på.

Klogt med intelligente tekstiler
Intelligente tekstiler er på fremmarch, og Rikke Koch har i en årrække arbejdet med feltet i en særlig interessegruppe:

- Noget af det virkelig spændende ved intelligente tekstiler er, at man får en platform for kommunikation, som indgår så utrolig intimt i vores dagligdag næsten døgnet rundt, siger Rikke Koch og peger blandt andet på, at Solcelletasken også fortæller en historie om taskens ejer som både miljøbevidst og uafhængig.

Partnerne bag Solcelletasken står også bag Klimakjolen, en kjole, der gennem mere end 100 indsyede LED-lamper signalerer CO2-indholdet i luften omkring sig og dermed er et andet eksempel på et stykke intelligent tekstil.

Flere tasker på vej
Solcelletasken er første del af en tasketrilogi. Partnerne arbejder på en såkaldt Memory Bag, der skal gøre taskens ejer opmærksom på glemte sager på vej ud af døren, samt en Green Aware Bag, der skal visualisere energiforbruget i ens hjem.

Ønskes yderligere information om eller billeder af tasken, kontakt da netværksleder ved Alexandra Instituttet Rikke Koch: rikke.koch@alexandra.dk, tlf: 21 26 87 24.

Læs mere om Rikke Kochs arbejde med intelligente tekstiler i dette portræt.

DR Aftenshowet lavede et indslag om Solcelletasken den 11. maj.

Fakta om Solcelletasken
  • Tasken er formet som en solformørkelse. Denne form gør blandt andet, at taskens overflade er så fri som muligt, når den bæres, så mest mulig sol rammer solcellerne.
  • Solcelletasken kan via solenergi generere strøm til en mobiltelefon, som lades op nede i tasken.
  • Overskydende energi lagres i et batteri indsyet i tasken og går til at lyse tasken op indvendigt, når denne åbnes. Lyset kommer fra otte LED-lamper samt optiske fibre.
  • Tasken er en prototype. Om ca. to år kommer der en taske i handlen, som både har Solcelletaskens kvaliteter samt elementer fra Memory Bag og GreenAware Bag.
Partnere
Projektet er støttet af Softwarekorridoren med støtte af EU regionalfondsmidler under Erhvervs- og Byggestyrelsen.
 

 
Rikke Koch
KONTAKT
Senior forsknings- og innovationsspecialist
 
M+45 21 26 87 24
Erikke.koch@alexandra.dk

ALEXANDRA INSTITUTTET A/S ÅBOGADE 34 8200 AARHUS N T +45 70 27 70 12 ALEXANDRA@ALEXANDRA.DK BRUG AF www.alexandra.dk