Observationer er det trænede øje og det friske blik på indretningen af rum, anvendelsen af faciliteter, situationer og adfærd. I observationerne er der fokus på at undres og opdage det nye i det kendte. Vi laver observationer i rum, hvor vi opholder os forskellige steder i organisationen og registrerer, hvad vi ser. Vi laver desuden observationer af personer, hvor vi følger en medarbejder og kigger på specifikke arbejdsprocesser. Endelig laver vi også observationer af møder, hvor vi bl.a. ser på form, struktur, artefakter, roller og kommunikation.
Episoder er en metode til at fastholde situationer og fungerer som små iscenesættelser af observationerne. Vi laver en masse små beskrivelser af, hvad vi ser. Vi bruger dem til at danne os et overblik over arbejdsprocesserne i organisationen og opdage mønstre i adfærd, vi ellers ikke ville have set. Episoder fungerer desuden som et vigtigt redskab til formidling af vores observationer.
Snapshots er øjebliksbilleder, som visualiserer arbejdsformerne i organisationen og bidrager med et kvantitativt perspektiv på observationer af arbejdsprocesser og rum. Vi registerer, hvad der foregår i kontormiljøet på et konkret tidspunkt. Hvor mange er der til stede? Arbejder de individuelt eller taler de sammen? Vi fremstiller også små sekvenser, der viser skift i aktiviteter inden for 5 minutter. Vi laver altid mange snapshots og suppleret med øvrige metoder tegnes et billede af, hvilke arbejdsformer, der fylder i organisationen.
Registreringen af arbejdsmønstre er et kvantitativt supplement til observationerne og giver et indblik i, hvilke arbejdsaktiviteter og arbejdssteder, der er typiske i den pågældende organisation. Alle medarbejdere registrerer deres arbejdsmønster over en periode på ca. 5 uger. På baggrund heraf udarbejdes profil af organisationen.
Spørgeskema-undersøgelser fungerer som et supplement til de kvalitative metoder og bidrager med et kvantitativt perspektiv på de temaer og problemstillinger, der præger organisationen.
Interviews bruges til at opnå mere detaljeret viden om baggrunde og holdninger til teknologi, indretning og nye arbejdsformer. Interviewene fungerer også som et procesværktøj.
Workshops er et vigtig procesredskab i forbindelse med rådgivningsopgaver og bruges til at give de involverede ejerskab til forandringerne i organisationen.
Inspirationsforedrag anvendes både som procesværktøj og til provokation.