Der er et omfattende forskningssamarbejde med:
- Datalogisk Institut, Aarhus Universitet
- Arkitektskolen i Århus
- Institut for Informations- og Medievidenskab, Aarhus Universitet
Samarbejdet foregår i det tværfaglige Center for Interactive Spaces, hvor Alexandra Instituttet er en integreret partner. Endvidere har vi hyppigt udviklingsmæssigt samarbejde med følgende kulturinstitutioner og offentlige institutioner:
- Teater Katapult
- Århus Kommunale Biblioteker
- Århus Kommunale Skolevæsen
Center for Interactive Spaces’ ambition er at gøre området interaktive rum og bygninger til en dansk styrkeposition forskningsmæssigt og kommercielt. Idet centeret har internationale ambitioner, benyttes navnet Center for Interactive Spaces, og web-siden vedligeholdes på engelsk. Her kan man læse overordnet om projekterne og aktiviteterne, ligesom der er materiale fra workshops mv. tilgængeligt for interesserede.
Center for Interactive Spaces har siden 2003, udgivet mere end 100 internationale publikationer og præsentationer af forskningsresultater på højtestimerede konferencer og tidsskrifter, herunder har centeret fået 5 præmier (”awards”) for bedste artikler og bedste præsentationer. I tillæg har centeret vundet to designpriser: Den Danske Design Pris (Visionsprisen) i 2004 og en Red Dot Award for Best of the Best i kategorien Education i 2007.
I tillæg til konferencepræsentationer har centeret lavet over 125 formidlende præsentationer primært i Danmark. Disse præsentationer har haft et bredt spektrum af tilhørere f.eks. forskningskolleger, potentielle brugere, industrifolk (herunder ejeren af LEGO), politikere, ministre (herunder videnskabsminister og undervisningsminister), udenlandske delegationer (herunder den bulgarske præsident) samt Kronprinsen og Kronprinsessen.
Denne store formidlingsaktivitet vidner om stor international og national interesse for centerets arbejde, og centeret tiltrækker projekter med finansiering fra en bred vifte af kilder. Herunder projektet Everyday Special fra Microsoft Research samt Locust projektet og to Post Doc stipendier fra Forskningsrådet for Teknologi og Produktion.