Projektet AkutFlow udvikler en platform til koordinering af og kommunikation mellem forskellige hospitalers akutmodtagelser og mellem akutmodtagelserne og andre aktører på akutområdet, for eksempel akutmedicinsk koordinering (AMK), ambulancer og vagtcentraler.
Projektet hjælper med værktøjer til bedre koordinering, at skabe overblik, effektivisere kommunikationen på tværs af organisationer og sikre, at patienter får en hurtig og korrekt behandling.
Fra et forskningsmæssigt perspektiv fokuserer projektet på dels at analysere tidskritisk koordinering på tværs af fysiske og organisatoriske grænser og dels at udforske, hvordan denne koordinering kan understøttes rent teknologisk. Forskningsmæssigt ligger projektet således primært inden for forskningsområdet Computer Supported Cooperative Work (CSCW).
Teknologisk fokuserer projektet på at lave en åben, event-baseret softwarearkitektur, som kan anvendes til udveksling af informationer inden for akut-området mellem forskellige it-systemer som f.eks. ambulancejournaler, elektroniske patientjournaler, overblikssystemer, beslutningsstøttesystemer m.m.