Udvikling af Katrinebjerg i europæisk samarbejde under EUs URBACT II-program
REDIS står for Restructuring Districts Into Science Quarters. Århus Kommune deltager i det treårige projekt i samarbejde med Alexandra Instituttet og med IT-byen Katrinebjerg som case for at skaffe vigtig viden både til videreudviklingen af Katrinebjerg og til andre lignende udviklingsprojekter i byen.
REDIS-netværket består af i alt 8 partnerbyer. Ud over Århus er de øvrige partnerbyer i netværket de tyske byer Magdeburg og Halle, polske Bialystok, den østrigske hovedstad Wien, nordengelske Newcastle, spanske Manresa og græske Piraeus.
REDIS-projektet er medfinansieret af EU-midler fra Urbact-II Programmet, der støtter europæiske byer som led i at gøre byerne til motorer for vækst og jobskabelse. Det overordnede mål for Urbact-II er at styrke innovative og videnbaserede erhverv.
Ny masterplan og håndbog
Den eksisterende masterplan for Katrinebjerg gælder frem til 2011. Arbejdet i REDIS skal give input til en ny masterplan for it-byen for perioden fra 2011 frem til 2016. Desuden kan kommunen bruge den indsamlede viden ved udviklingen af andre viden- og innovationsmiljøer i byen, f.eks. Navitas Park med fokus på energi/miljø/klima på Havnen, Sportsbyen Marselis og Agro Food Park i Skejby.
Undervejs i projektet skal der ligeledes skabes en håndbog med anbefalinger, retningslinier og case-beskrivelser, der kan anvendes af andre europæiske byer på størrelse med Århus, der planlægger udvikling af et science quarter. Desuden skal alle de deltagende byer i REDIS-projektet som nævnt udarbejde en flerårig strategi-/masterplan for egne byudviklingsprojekter. Endvidere giver REDIS-netværket mulighed for at profilere it-byen på europæisk niveau.
Implementation Lab
Projektets metode er afvikling af såkaldte Implementation Labs (3-dags workshop-forløb) i hver af de 8 partnerbyer, hvor man fokuserer på hver enkelt bys udfordringer i forhold til udviklingen af et konkret science quarter.
I september 2009 afholdt Århus sit Implementation Lab på Katrinebjerg. Her fokuserede projektet især på tre områder, der er vigtige for den videre udvikling af IT-byen Katrinebjerg:
- støtte til iværksættervirksomheder og SMV’er, og Katrinebjerg-miljøets evne til at understøtte forretningsudvikling, arbejdet med innovation mv.
- ledelse af Katrinebjerg-projektet og området
- markedsføring og branding af Katrinebjerg nationalt og internationalt.