Fokus på fremtiden: arkitektur og applikationer til trådløs telefoni
Projektet handler om udviklingen af forskellige aspekter af fremtidens trådløse telefonsystemer. Et formål med projektet er at udvikle nye systemer, som beregner og viser præcise fysiske positioner af mobile, trådløse telefoner.
Et andet mål handler om modellering og analyse via simulering af systeminfrastrukturen for fremtidens IP-baserede trådløse telefoni.
Et tredje mål fokuserer på de mange brugergrænseflader, som findes i telefonsystemer.
Forskning i lokationsbestemmelse har adresseret forskellige problemstillinger som: Automatisk håndtering af måleforskelle mellem forskellige mobileenheder, software-understøttelse af processering af målinger og effektiv sporing af mobile enheder.
Automatisk håndtering af måleforskelle er vigtig for at forskellige mobile enheder kan anvendes samtidig med den type lokationsbestemmelse som der er blevet arbejdet med i projektet. Der er blevet udviklet en løsning som kun kræver en kort træningsperiode for at virke. Når målinger til lokationsbestemmelse skal processeres og et lokationsestimat skal udregnes skal forskellige målingsunøjagtigheder adresseres.
Der er blevet udviklet en løsning som gør det nemmere at udrense sådanne unøjagtigheder. Når en applikation fortløbende skal spore en mobil enhed generer det omfattende trådløs trafik. En løsning er blevet udarbejdet som betragteligt reducerer den genererede trafik uden at påvirke de applikationer som fortløbende skal spore den mobileenhed.
En prototype af et lokaliseringssystem er blevet udviklet. Systemet kan lokalisere både trådløse håndsæt i et DECT-telefonsystem og enheder, som kommunikerer via wireless LAN (WLAN). Projektet har også bidraget med nye automatiske metoder til at evaluere, om en given hardware og softwarekonfiguration i en trådløs klient er velegnet til lokalisering.
En anden del af projektet har fokuseret på modellering og analyse af et nyt IP-baseret telefonsystem. Projektet har bidraget med udvikling af værktøjer til performance-analyse vha. farvede Petri nets (engelsk: Coloured Petri Nets, CPN). De nye værktøjer blev integreret i CPN Tools, som er udviklet ved Aarhus Universitet. Værktøjerne blev offentliggjort i marts 2006 i version 2.0.0 af CPN Tools. Flere end 5000 personer og organisationer i 127 lande har licenser til CPN Tools. Disse værktøjer blev brugt til at modellere og analysere performancemæssige egenskaber af det nye telefonsystem som er under udvikling ved KIRK. Performancemæssigt output fra modellen blev sammenlignet med data fra et telefonsystem som er i drift ved en af KIRKs kunder. Denne sammenligning bekræftede at modellen kan bruges til at lave fornuftige estimater af den forventede belastning på forskellige komponenter i det nye system.
En prøveinstallation af lokaliseringssystemet i to udgaver blev installeret ved et plejehjem i forår 2007. To af KIRKs samarbejdspartnere har udviklet positioneringsapplikationer som er blevet afprøvet ved plejehjemmet.
En prototype af lokaliseringssystemet blev demonstreret ved SummIT2006 og CeBIT2006 samt på flere udstillinger i løbet af 2007 samt på Geoware. Desuden har det været udlånt til kunder som på egen hånd har installeret og demonstreret systemet.
Prototyper af software- og hardware komponenter til det IP-baserede telefonsystem er blevet udviklet og afprøvet ved en testinstallation. Der er efterfølgende lavet en driftinstallation som forløber til frigivelse til salg, og systemet er nu optaget i KIRK/Polycoms produktsortiment.
I dette projekt har Alexandra Instituttet samarbejdet med følgende virksomheder:
Ønsker du yderligere information kan du til enhver tid henvende dig til Peter Andersen.
Projektet er bl.a. finansieret af:
Det samlede projektbudget, fordelt på projektets partnere er: kr. 16.200.000,00
Ønsker du yderligere information om dette projekt kan du henvende dig til Peter Andersen.
Deltagere fra Alexandra Instituttet i dette projekt:
|
|