iKRAFT (it som innovativ drivkraft) er et tilbud til alle små og mellemstore virksomheder i Region Midtjylland, uanset branche. Formålet er at skabe yderligere vækst og udvikling i regionen ved at fremme den innovative anvendelse af it.
Fokus er på udvikling af nye it-baserede forretningsmodeller, produkter og processer til gavn for virksomheder. iKRAFT er igangsat af Vækstforum og støttes af Region Midtjylland i samarbejde med kommuner i regionen. Vi bygger bro, inspirerer, sparrer med virksomhederne, hjælper dem med at finde midler og skubber til dem for at få skabt forretningsmæssig innovation gennem øget brug af it.
Projektet er af 5 års varighed og udløber juni 2013.
iKRAFT agenter
En vigtig del af iKRAFT er at gøre den nyeste it-viden lettere tilgængelig for regionens virksomheder - med udgangspunkt i virksomhedernes konkrete situation og behov. Projektet råder over fem netværksagenter, der har til opgave at øge de lokale virksomheders fokus på at bruge it til at udvikle deres forretning. Netværksagenterne er placeret decentralt rundt om i regionen i henholdsvis Silkeborg, Horsens/Hedensted, Viborg, Randers og Midt-Vest.
Innovative it-opfindelser og -erfaringer sker på tværs af geografi. Gennem nye og etablerede netværk i ind- og udland skal netværksagenterne hjælpe med til, at it-baseret viden overføres til regionens mange små og mellemstore virksomheder.

Få mere at vide
Gå ind på iKRAFT's website www.ikraft.dk og få meget mere at vide om, hvordan du kan få hjælp til blandt andet:
- Kontakt til relevante it-videnmiljøer
- Matchmaking
- Projektsamarbejde
- Formidling af nyeste internationale viden på it-området
Bag projektet står tre af af de mest indflydelsesrige spillere i det jyske it-miljø, nemlig brobygningsinstitutionen Alexandra Instituttet, innovationshuset Innovation Lab og netværksforeningen it-forum midtjylland. Hver især har de tre partnere deres særlige styrker inden for områderne forskning, innovation og netværk.