Alexandra Instituttet A/S // Aktuelt // Nyheder // Nyheder 2017 // Ny frihedsteknologi skal gøre motorisk handicappede mere selvstændige i hverdagen

Ny frihedsteknologi skal gøre motorisk handicappede mere selvstændige i hverdagen

Artikel

13-09-2017

Ny frihedsteknologi skal gøre motorisk handicappede mere selvstændige i hverdagen

Ny app skal gøre Smart Home teknologi tilgængelig for mennesker med motorisk handicap.

Forestil dig ikke at kunne åbne og lukke dine vinduer selv - eller ikke at kunne slukke lampen på natbordet, når du går i seng om aftenen. Det er bl.a. hvad mennesker med motorisk handicap lever med hver dag. Forestil dig derefter, at en smartphone er et helt lukket land for dig, fordi dine fingre ikke vil, som du vil, og Siri stifter du heller aldrig bekendtskab med, for din tunge slår knuder, hver gang du prøver. Mennesker med motorisk handicap kan være udfordret i mødet med Smart Home teknologien, men teknologien er dog stadig en potentiel forbedring for mange mennesker med motorisk handicap, og den er netop nu ved at blive endnu bedre.  

To bachelorstuderende fra DTU – Frederik Neble og Elias Pedersen – har brugt Alexandra Instituttets IoT-platform Dynamic Bluetooth beacons for people with disabilities til at nå langt ud over rampen med deres bachelorprojekt. Det er nu ved at blive til en platform med tilhørende applikation, der gør det muligt for mennesker med motorisk handicap at opnå større selvstændighed i hjemmet. Ideen bag er at give alle mennesker de samme muligheder for at leve ”smart”.  

Med den nye platform kan mennesker med motorisk handicap via tale, joystick og øjenbevægelser styre deres Smart Home med telefonen. Appen fungerer ved, at den motorisk handicappede bevæger sig inden for en speciel type beacons nærhedszone, som f.eks. kunne være vinduet eller spisebordslampen. Beaconen reagerer og aktiverer et ikon for vinduet på telefonen eller på en skærm/iPad der er koblet til den motorisk handicappedes kørestol. Dioden på beaconen lyser op og begynder samtidigt at blinke skiftevis. Hvis vinduet ønskes åbnet, skal man blot fokusere på den blinkende diode, hvis ikke - skal man forholde øjnene passivt.

- Ønsket om at automatisere hjemmet er et universelt behov, og det er det vi ønsker at imødekomme med denne her platform, så mennesker med motorisk handicap kan få lige så meget glæde af teknologien, som alle andre kan, siger Frederik Neble.

IoT-platformen, som de to studerende bygger videre på, er udviklet af Senior Software Engineer Alexandre Alapetite fra Alexandra Instituttet. Platformen er en tidlig prototype og blev i første omgang testet på blinde og svagtseende. De kunne nu ved hjælp af beacons styre f.eks. åbningen og lukningen af et vindue ved hjælp af stemmen eller ansigtsmimik.

- Alexandre gjorde meget af fodarbejdet for os ved at udvikle og programmere sin prototype-platform, siger Elias Pedersen og fortsætter:

- Lynhurtigt kunne vi lave tests på baggrund af hans arbejde (Alexandre Alapetite, red.), hvilket gav os et godt udgangspunkt. Vi fik softwaren, som vi kunne lege med, og jeg tror ikke, det er sikkert, at vi havde tænkt i de her baner - med at kombinere Smart Home teknologi og beacons - hvis ikke vi havde stødt på jeres platform.

Elias Pedersen og Frederik Neble arbejder på at gøre deres løsning så billig så mulig, så brugerne har råd til at investere i den selv og dermed markant forbedre deres selvstændighed i hverdagen.

- Uafhængig gennem hverdagsteknologi, det er vores vision, afslutter Elias Pedersen.

Hvis du vil vide mere om Frederik Neble og Elias Pedersens bachelorprojekt, kan du møde dem på it-konferencen Atea it-expo og finde deres kontaktoplysninger i boksen til højre.

De er begge ansat hos Social Digital, hvor de arbejder på at realisere konceptet.

Hvis du ønsker at benytte Alexandra Instituttets IoT-platform ”Dynamic Bluetooth beacons for people with disabilities”, er du velkommen til at kontakte Senior Software/ICT Engineer Alexandre Alapetite.

Senior Cyber-Physical Specialist
+45 61 69 52 47
Njalsgade 76, 3. sal,,
2300 København S
1. etage lokale 5B04

Fakta

Frederik Østergaard Neble
Junior Consultant Engineer
E: fn@socialdigital.dk

Elias Pedersen
Junior Consultant Engineer
E: ep@socialdigital.dk

.